OBS: I anledning af julen genudgives denne artikel fra 30. september 2023.
Der var kø på alle indfaldsveje til Stenlille, da “Gamle køretøjer - Stenlille” åbnede årets sidste træf med 824 gamle og helt unikke køretøjer.
- Vi sluttede sæsonen af med et brag af en fest og 824 køretøjer fra Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Finland og Holland, fortæller Anders Brøndt, der i 2017 tog initiativ til at lave en sammenkomst for folk med interesse for gamle biler.
- Vi var et par drenge, der syntes det kunne sjovt vi mødtes i tre biler og på en knallert. I de første tre år var vi ikke ret mange, men det har spredt sig som ringe i vandet og er nu en fast begivenhed hver onsdag fra første uge i april til sidste uge i september, siger Anders Brøndt.
Største bilfestival
Der har i 2023 været 7775 unikke køretøjer på besøg over 26 onsdage, hvilket i snit er 299 pr. gang.
- Det er helt vildt, at vi har skabt Danmarks største bilfestival i Stenlille. Sæsonafslutningen i denne uge med 824 køretøjer og omkring 5000 mennesker er vores hidtidige rekord, siger Anders Brøndt.
Han er formand for“Gamle køretøjer - Stenlille”, der ikke er en forening, men en Facebook-side, som har tilknyttet 15 frivillige, der står for alt det praktiske ved det ugentlige træf for køretøjer af en hver art fra før 1997.
- Alle er velkomne. Det er lige meget om du kommer i en udkneppet Folkevogn eller en Ferrari. Vi har fem madboder, en af dem er fra Støvlet Kathrine i Sorø. Og der er livemusik. Jan Jørgensen har indspillet et nummer til os, der har ligget nummer 1 på dansktoppen. Jeg bruger selv 25 timer om ugen på Gamle køretøjer og onsdag i næste uge holder vi opstartsmødet for næste år, fortæller formanden.
- Vi har haft gæster helt fra Polen, der er kørt til området omkring Hjertepladsen ved Banevænget i Stenlille i veteranbil. I denne uge ringede hollænderne i forvejen. De ville være sikre på, at træffet var her, inden de kørte 900 kilometer hver vej i deres gamle Opel Kadett. De sov ude i Kirke Flinterup. Campingpladserne i Assentorp og Sorø bliver også brugt af vores gæster, siger Anders Brøndt, der blandt andet kommer i en gammel lastbil, en minibus, pickup og en campingvogn fra 1970’erne.
- Det er vores base med førstehjælp og pokaler. Vi kårer både Most Outstanding og People’s Choice, der denne gang var en betonblanderlastbil, som fungerede, så vi fik lavet garagegulvet færdigt, siger han
- Most outstanding var en svensk raggare, som larmede helt vildt. Det kunne også have været den grimmeste eller mærkeligste knallert eller cykel, siger han og fortæller, at der to gange i år har været bud efter en ambulance.
- Det var begge gange blodpropper, som jo kan opstå, når der er mange mennesker samlet. Ambulancefolkene sagde, at vi havde gjort det fantastisk, indtil de kom, siger han.
Hoveder i maskinen
Lotte Krogh fra SHHBs lokalråd, Stenlille Handels-, Håndværker og Borgerforening, er meget stor fan af Gamle køretøjers træf:
- Jeg er er stort set fast gæst, og finalen i onsdags var totalt ubeskrivelig med en summende snak fra de mange køretøjsentusiaster ved opslået kølerhjelme med to-tre hoveder godt nede i maskinrummet. Der var kø ved madboderne, masser af bilos og total hygge, siger Lotte Krogh, der har været med til at arrangere Stenlilles andet store biltræf, Drengerøvsaftenen i uge 34, som ikke er længere.
- Den har for mange af os været en kæmpestor begivenhed for byen. Men nu kan vi jo bryste os med, at vi har Drengerøvsaften hver uge i Stenlille, sådan var der i hvert fald mange, der følte det i onsdags, siger hun.

Det er helt vildt, at vi har skabt Danmarks største bilfestival i Stenlille. Sæsonafslutningen i denne uge med 824 køretøjer og omkring 5000 mennesker er vores hidtidige rekord.
Anders Brøndt, formand for Gamle køretøjer - Stenlille






