Vedbæk: Der står malerier af måger og hornfisk på dækket, og i kahytten er der kaffe på kanden. Kunstneren og musikeren Morten Huba tilbringer sommeren i sin sejlbåd i Vedbæk Havn, hvor han bader med sin familie og deler sin kunst med havnens gæster.
- Jeg har en idé om, at når folk ser en fisk, sker der noget med dem, siger Morten Huba, der også skriver på en kogebog med arbejdstitlen Mad i Møgvejr.
Når det er hverdag, holder han til i København, men denne sommer har han henlagt residensen til båden i Vedbæk Havn, hvor han holder ferie sammen sin kæreste smykkekunstneren Linda Foldberg og Mortens Hubas søn Olav på 15 år og Lindas søn Oliver på 9 år. Og så maler han fisk og måger.
Morten Huba kommer oprindeligt fra Vedbæk, hvor han har været postbud, og hvor han har sejlet som fisker på Vedbæks fiskekuttere, blandt andet sammen med Vedbæk Havns havnefoged Tom Olsen.
Morten Huba er også trommeslager. Han har tidligere spillet med Kim Larsen, den gang hans band hed Bell Star, og det ændrer ens liv, forklarer han.
- Jeg spiller stadig med nogle af de gamle drenge fra Bell Star og Bellami. Vi spiller en seks-otte af Kim Larsens numre og ellers spiller vi rhythm'n'blues og folk-musik.
Morten Huba har ikke bare spiller med Kim Larsen, han har også malet den folkekære sanger.. Billedet hænger udstillet på Frederiksborg Slot i Hillerød.
- Da jeg var færdig med at spille med Kim Larsen, malede jeg et portræt af ham, som Frederiksborg Slot købte til den nationalhistoriske samling. Det var jo stort. Det var meningen, at det skulle hænge der i seks måneder. Men de ringede og fortalte, at de synes så godt om det, at de ikke nænnede at pille det ned. Så ringede jeg til Kim og fortalte, at nu hang han der sammen med sine venner. Klaus Rifbjerg, Ghita Nørby og Christian den IV, dem kalder han jo for sine venner, fortæller Morten Huba.