Fodbold: Efter fem år på anden række, som henholdsvis assistent- og målmandstræner stod Brian Flies mandag i spidsen, da Næstved Boldklub indledte træningen forud for den kommende sæson.
- Nu har jeg holdt noget ferie, selv om det også har været meget at se til. Men selvfølgelig har jeg set frem til at stå i spidsen for Næstved, fortæller træneren.
Han indledte i samarbejde med den fysiske træner, Claus Hechmann, træningen med at sende den 21 mand store trup gennem en såkaldt bip-test, for at tjekke spillernes grundform. Efterfølgende fik de lov til at komme på græs, da resten af træningen stod på spil til to mål.
Eneste mand, der ikke deltog var Morten Roholte, der fortsat er ude.
- Der går nok en eller to uger, før han kan træne med bold, vurderer Brian Flies.
En enkelt på prøve
Han havde alligevel 21 mand med til træningen, da Morten W. Hansen i denne uge prøvetræner.
- Vi har givet ham lov til at træne med i de første fire dage, for at vurdere om han eventuelt kan forstærke os, forklarer Brian Flies.
Morten W. Hansen har i de seneste to sæsoner spillet i FC Vestsjælland, hvor det dog ikke er blevet til meget spilletid på grund af en række skader. Men nu er den venstrebenede kantspiller atter klar og håber på, at kunne imponere i Næstved.
Om han bliver den eneste prøvespiller før denne sæson går igang, ved Brian Flies endnu ikke.
- Vi er selvfølgelig opmærksomme på, hvad der sker på spillermarkedet. Og jeg kan da ikke afvise, at vi inden sæsonstart laver en aftale med en enkelt eller to spillere, siger træneren.
I øjeblikket råder han over en trup på 21 spillere, som han vurderer til at være meget talentfuld.
Vigtigt med en stamme
- Det er formentlig den yngstre trup i Næstved længe. Men samtidig har mange af spillerne været med længe, og derigennem fået en del erfaring, forklarer Brian Flies og fortsætter.
- De to seneste gange klubben har skiftet træner, har der også været en stor udskiftning på spillersiden. Det har fra starten derfor været vigtig for mig, at holde fast i grundstammen, så vi kan fortsætte den udvikling, som klubben og truppen er igang med, siger den 40-årige træner, der ikke bebuder de store ændringer i den måde Næstved spiller fodbold.
- Nu har jeg jo været en del af trænerteamet de sidste år, og dermed været med til at præge den måde, som der spilles fodbold på. Derfor vil jeg ikke ændre så meget, men mere forsøge at videreudvikle holdet, så Næstved fortsat vil være kendt som et spillende hold, der kan styre kampe og samtidig spille positiv fodbold, fortæller Brian Flies.
