Menstrup Kro skal have ny direktør. Jørgen Kümmel er blevet offer for finanskrisen, der har været hård ved drift-resultatet for Menstrup Kro. Efter et par år med underskud er direktøren fyret.
- Jeg er blevet sagt op og fratræder i løbet af året. Senest 31. december, siger den 56-årige Jørgen Kümmel, der har været direktør op Menstrup Kro siden maj 2007.
Menstrup Kro ejes af kæden Danske Hoteller, der driver 12 hoteller rundt i landet. Menstrup Kro er den eneste på Sjælland, og den har satset hårdt på kurser og konferencer.
Røde tal i Menstrup
Jørgen Kümmel oplyser, at finanskrisen med stor kraft ramte Menstrup Kro i 2009, som sluttede med røde tal eller et par gode år. Krisen blev tacklet med voldsomme sparerunder, der reducerede personale-staben med 40 procent.
Mini-ferier kører ifølge Jørgen Kümmel udmærket, men det er konference-belægningen fra mandag til fredag, der har svigtet.
- Det synd, skam og ærgerligt. Det har været et spændende sted at arbejde. En stor udfordring, men der er ingen hard-feelings fra min side. Jeg smækker ikke med døren. Jeg forstår Danske Hotellers bestyrelse. Den vil forsøge om andre kan klare opgaven. Jeg har fået en rigtig fin behandling, siger Jørgen Kümmel.
Startede som køkkendreng
Han glæder sig til et nyt arbejdsliv med lidt mere fritid.
- De sidste 30 år har det været arbejde 50-70 timer om ugen. Nu gør jeg arbejdet færdigt i Menstrup, og så må jeg se hvilke muligheder, der byder sig, siger Jørgen Kümmel.
Han har tabet hele turen i hotel-verdenen. Startede som køkkendreng på Hotel Vinuset i Næstved, da han var 14 år. Blev uddannet kok på Vinhuset og efter jobs på Mogenstrup Kro og Feriehotel Smålandshavet i Karrebæksminde blev han hotelinspektør på Hotel Frederik den 2. i Slagelse.
Siden 2007 overtog Jørgen Kümmel chefkasketten på Menstrup Kro efter kroejer Johannes Christoffersen, der havde solgt sit livsværk til Danske Hoteller.
