Ikke siden 2006 er der blevet givet så få arbejdstilladelser til udlændinge som i første kvartal i år.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
4458 blev der givet, og i forhold til tredje kvartal 2008, hvor der blev givet flest, er der tale om en halvering.
Polakker står for det største fald siden 2008, nemlig et fald fra 4179 til 636 tilladelser. Polakker er dog fortsat den nationalitet, som tegner sig for flest arbejdstilladelser. Derefter kommer rumænere, indere, kinesere og tyskere.
Samtidig med, at antallet af nye arbejdstilladelser falder, så viser tal i Jyllands-Posten onsdag, at mange af dem, der tidligere er kommet til landet for at arbejde, bliver her trods den økonomiske afmatning.
I perioden fra januar til marts 2010 befandt der sig godt 42.600 udenlandske medarbejdere på det danske arbejdsmarked - svarende til 11 procent flere end i den tilsvarende periode i 2008, da finanskrisen endnu ikke for alvor var brudt ud.
At de udenlandske medarbejdere tilsyneladende ikke har forladt Danmark i takt med krisens udbrud, kommer bag på arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet.
- Umiddelbart skulle man tro, at mange rejser hjem, fordi de mister deres arbejde, når krisen vælter ind over Danmark, siger han til Jyllands-Posten.