Robben-skade er godt nyt for Danmark

En fodboldkamp uden Arjen Robben som modstander er en stor fordel for Lars Jacobsen.

Det siger den danske forsvarsspiller, som den 14. juni i de to nationers VM-møde efter alt at dømme ikke skal spille over for den hollandske kantspiller alligevel, efter at Robben blev skadet i weekenden.

- Selvfølgelig ville det være en fordel for os, fordi han er en af verdens bedste spillere i øjeblikket, forklarer Lars Jacobsen.

Robben har haft en stor sæson i tyske Bayern München, hvor han har huseret på begge kanter. Derfor var Lars Jacobsen, der spiller højre back for Danmark, udstedt til at være hollænderens direkte modstander i løbet af opgøret.

- Han kan noget på egen hånd. Han er en individualist i absolut topklasse, der kan afgøre kampe selv, så det kommer Holland til at mangle, hvis han ikke spiller, siger Lars Jacobsen.

Landstræner Morten Olsen minder dog om, at Holland er andet end Robben.

- Selv uden Robben har Holland et fremragende hold. Og hvis han ikke spiller, så sætter de bare en anden klassespiller ind i stedet for ham, så det bliver ikke nødvendigvis nemmere for os af den grund, forklarer Morten Olsen.

De to hold mødes på Soccer City Stadium i Johannesburg.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...