Der var lige knap 1.000 biler at kigge på, da der søndag for 22. gang var veteranbiludstilling og -konkurrence på Gavnø.
Baronesse Helle Reedtz-Thott forventede omkring 6.000 publikummer i det dejlige vejr.
- De sidste tre år er der år for år blevet større interesse både for at deltage og komme som publikum, sagde baronessen, da Sjællandske mødte hende i slotsparken. Hun var henne og hilse på familien Ventrup fra Skibby, som var kørt de 80 kilometer hertil i familiens Ford T fra 1925. Der er ikke noget speedometer i, men den kører omkring 40 km/t, for turen tog to timer.
Boder
Classic Autojumble & Concours de Charme er andet end flotte gamle køretøjer.
I den bagerste del af udstillingsområdet gemmer der sig flere boder. Hans Henrik Havsted er på stedet med sin bogbus Dansk Transport Boghandel, som køber, sælger og bytter al litteratur, der handler om transport til lands,vands eller i luften. Denne dag er bussen pakket med litteratur om fortrinsvis biler, blandt andet gamle manualer.
Ved siden af står Cindy og Gunnar Christensen og sælger bæltespænder og bælter med bil, motorcykel og knallertlogoer. De har selv fire veteranbiler og er kørt hertil i de to jaguarer, som er udstillet andetsteds i slotsparken.
73 er ingen alder
Veteranbiler er for alle aldre og ikke kun noget, som interesserer mændene.
73-årige Lise Breüning fra Præstø har sin egen knaldrøde MG T D fra 1951, som hun har haft i nu fem år.
- Da min mand døde, blev alle vores gamle motorcykler og biler solgt, men til en fest ni år senere mødte jeg køberen af vores MG. Da han fortalte, at den bare stod i en garage, så aftalte jeg ude på dansegulvet at købe den af ham, fortæller den friske dame.
- Den er mit legetøj, siger hun glad.
Helt fra bunden
Blandt de mange flotte biler tiltrækker en sort Lambourghini Countach fra 1986 sig ekstra megen opmærksomhed.
Den er håndbygget over en periode på 11 år og blev færdig natten til søndag, så den kunne komme med på Gavnø.
- Det er et vildt projekt, som har taget sin tid. Jeg begyndte som 23-årig, siger nu 34-årige Michael Blytmann fra Søborg. Da han for nogle år siden havde brugt omkring 350.000 kroner på dele til bilen holdt han op med at tælle udgifterne, men den har formentlig kostet i omegnen af en halv mio. kroner - og 3.500 arbejdstimer. Hvorfor giver man sig i kast med sådan et projekt?
- For at se om jeg kunne, kommer svaret prompte. Det kunne han så. Han håber at kunne køre den første prøvetur i bilen en af de nærmeste dage. Om han kan få plader på den må tiden vise.