Hvem havde æren for kvindernes frigørelse tilbage i 1970'erne? De synlige, aktionerende rødstrømper eller den ganske almindelige husmoder?

Spørger man 64-årige Barbara Gram, er der ingen tvivl: Kvindekampen blev vundet i familien.

"Eftertidens dokumentarfilm om perioden viser kollektiver, hash og fri sex, men sådan var virkeligheden ikke. Min generations kvinder var opdraget til at gøre, hvad der blev sagt, og hvad man forventede af os - ikke til at træffe beslutninger. Men så fik vi prævention, fri abort og arbejde - og dermed økonomisk frihed. Kvinderne ville ikke længere finde sig i alt, og alle blev skilt. Men vi var stadig i tvivl, om vi nu også var lige så gode som mændene. 'Hvor mange kvindelige verdenskunstnere er der', lød mændenes standardspørgsmål", siger Barbara Gram, der for nylig sendte en selvbiografi 'Fisk uden cykel' på gaden. (Anmeldt i Villabyerne den 18. maj).

Også Barbara brød ud af sit forhold. Hun var endda gravid, arbejdede som freelance journalist i London, men vendte alene hjem til Danmark.

"Så blev jeg alenemor med Martine. Det var hårdt, og jeg kom ikke sovende til de praktiske løsninger, men slap for at diskutere fordelingen af opgaver i hjemmet med en mand".

Barbara Gram er opvokset i Høghsmindeparken i Hellerup, men flyttede som 11-årig med familien til Ålborg, hvor hun blev student og journalistelev på Aalborg Stiftstidende hos den navnkundige chefredaktør Alf Schiøttz-Christensen. Derfra gik vejen til London og siden hjem til Danmark, hvor hun i 1980 mødte sin nuværende mand og flyttede ind i hans hus på Ibstrupvej i Jægersborg, hvor de har boet siden.

"Jeg var længe om at finde min identitet som kvinde midt i alle omvæltningerne, så der var slet ikke overskud til både at have arbejde og mand. Først da jeg mødte Michael, var jeg klar", forklarer Barbara Gram om sit ægteskab, der ud over Martine omfatter to bonusbørn og et fælles barn, Emil, der er gået i moderens fodspor som journalist.

Barbara Gram har også prøvet rollen som politiker. Fire år i Kommunalbestyrelsen i Gentofte fra 1985-89 blev det til.

"Jeg havde skrevet et læserbrev i Villabyerne om trafikken på Ibstrupvej, og Gentofte Listen henvendte sig med en opfordring til at blive opstillet på deres liste. Jeg ville ikke ind, men sagde ja, da min mand regnede ud, at der med en placering langt nede på listen skulle 2.000 personlige stemmer til for at blive valgt. Jeg fik over 1.200 stemmer, men kom ind, da partiet fik et ekstra mandat. Det blev ingen succes. Jeg interesserer mig for lokalpolitik, men havde alt for lidt tid, og med absolut konservativt flertal var det intet demokrati. Sådan er det sikkert stadig".

Karrieren bød på job på kvindemagasinet Eva, SøndagsBT og Alt for Damerne.

"Damebladene var frontkæmperne for kvindernes frigørelse", mener Barbara Gram, som siden blev freelance journalist i Danmarks Radio, derpå informationschef i Dansk Røde Kors i 13 år, inden karrieren sluttede på DR2's Deadline i 2008.

Helt slut er det dog ikke. Barbara Gram skriver stadig klummer, holder foredrag og kan nu også kalde sig forfatter med 'Fisk uden cykel'.

"Bogen er et eventyr om, hvordan det var. Jeg havde tumlet med ideen i mange år. Alt er gået så stærkt, at bare det at sætte sig ned og tænke og få overblik over sit liv har været en oplevelse. Det har været sjovt at fortælle de unge, at tingene ikke kommer af sig selv. Min generation studerede og arbejdede uafbrudt uden fjumreår, levede på en sten uden SU og boede til leje på et lille værelse med sure udlejere. Vi måtte kæmpe for, hvad vi har i dag, mens mine børns generation vil have det hele - hus, skiferie, hyppige café- og restaurationsbesøg, Manolo Blahnik-sko, mærketøj til ungerne og en børneinstitution lige om hjørnet. Det er trist, at kvinderne bruger den vundne frihed til at piske sig selv så hårdt for at leve op til det perfekte billede".

Barbara Gram føler sig ikke som del af en forkælet generation med stor friværdi, golf og eksotiske rejser.

"Vi sparede for at få råd, og det er først for fem år siden, at der blev overskud. Og nu bruger vi pengene på børnene og tiden på de fire børnebørn", siger den debuterende forfatter, der er godt tilfreds med sit livsforløb.

"Jeg ville godt have været lidt klogere, da jeg var ung. Det havde sparet mig for nogle fjollerier og forkerte valg. Men jeg er landet godt".