Værløse: Snerydning er måske ikke lige det, der falder i tankerne i disse sommerdage. Men i februar var emnet højaktuelt for Værløses pensionister. De fik nemlig at vide, at den kommunale snerydningsordning var strøget af budgettet. I Ældre Sagen i Værløse vakte den beslutning naturligvis utilfredshed.
- Det er den absolut svageste gruppe, det rammer, da det kun er de personer, som opfylder betingelserne for at få varig hjemmehjælp, der har fået ryddet sne - mod delvis betaling, bemærker bestyrelsesmedlem Birthe Olesen, Ældre Sagen i Værløse i den seneste udgave af lokalkomiteens blad.
Lokalkomiteens koordinationsudvalg kontaktede Furesø Kommune for at få lavet en entreprenørliste til de berørte, så de vidste, hvem de fremover kunne henvende sig til for at få ryddet sne. Sådan en liste leverede kommunen den 1. april.
- Nu resterer der kun et ønske om, at kommunen fortsat forhandler en samlet aftale for de svage brugere. Hvis de vil blive boende, har de ikke andet valg - de må, og flere vil gerne, betale fuld pris for ydelsen. Det er immervæk nemmere for en kommune at forhandle sig til en god samlet pris end den enkelte svækkede borger, forklarer Birthe Olesen.