Vinderen af årets Handicappris i Fredensborg Kommune er fundet, og årets vinder er nogen, der i mange år har gjort en stor indsats på handicapområdet.
Det var nemlig Nivå Bådelaug, der vandt prisen for at have gjort en stor indsats for borgere med forskellige handicap og sørget for, at personer med handicap også kan komme ud at sejle, oplyser Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse.
Det er ikke noget nyt, at Nivå Bådelaug gør en stor indsats på handicapområdet. I 25 år har foreningen tilbudt personer med begrænset førlighed en mulighed for at sejle i klubben. Sejladsen har hidtil foregået i en af klubbens to ”Olsen Twin” både, hvor personen med handicap er sammen med en øvet sejler.
For et års tid siden har klubben erhvervet sig endnu en handicapvenlig båd i form af “Olympia”, som kan anvendes til en mindre gruppe personer med handicap samt en frivillig besætning, så fællesskabet på vandet bliver endnu stærkere. Derudover bliver Olympia også brugt til sejlads for soldaterveteraner med udfordringer som for eksempel PTSD.
Borgmester Thomas Lykke Pedersen havde stor ros til overs for sejlklubben.
- Med jeres ihærdige indsats, har I skabt rammer, hvor alle kan opleve friheden og glæden ved at sejle. Derfor en kæmpe tak til alle jer frivillige kræfter, der gør denne forening til noget helt særligt, sagde han i sin tale ved arrangementet på rådhuset mandag eftermiddag.
For Michael Rasmussen, formand for Nivå Bådelaug, er det vigtigt at klubben gør en indsats på handicapområdet.
- Nivå Bådelaug er mere end bare end sejlklub, vi er en stor aktiv idrætsforening i Fredensborg Kommune, og derfor har vi også et ansvar for at bidrage til fællesskabet. Personer, der er fysisk eller psykisk udfordret, skal også have muligheden for at opleve eventyret på havet, siger han.
Nivå Bådelaug blev etableret i 1967 og har siden da været en meget aktiv forening i Fredensborg Kommune. I dag er der mere end 60 frivillige i klubben, der står for teoretisk og praktisk undervisning.
Nivå Bådelaug ligger ved Nivå Havn, og sejlads for personer med handicap ligger tirsdag, onsdag og torsdag mellem klokken 16 og 20, dog ikke i vintersæsonen.