Den tidligere borgmester på Frederiksberg og nuværende direktør i Industriens Fond, Mads Lebech, er ikke interesseret i posten som leder af Dansk Industri.
Det understreger han til TV2 Finans efter, at DI's frontfigur efter 19 år Hans Skov Christensen mandag trak sig fra posten.
- Da jeg for halvandet år siden sagde farvel til jobbet som borgmester i Frederiksberg, var det en meget moden overvejelse. I øjeblikket er jeg ikke jobsøgende, og jeg er ikke interesseret i jobbet som administrerende direktør for Dansk Industri, siger Mads Lebech til TV2.
Lebech har af mange været nævnt som en af kronprinserne til den magtfulde stilling i landets største erhvervsorganisation. Derudover er der to interne kandidater i spil - det drejer sig om de viceadministrerende direktører Kim Graugaard og Ole Krog.
Sammen med den øvrige bestyrelse vil DI's formand, Jesper Møller, med hjælp fra et headhunterfirma finde en ny administrerende direktør for DI.
