Teknik- og miljøudvalget har netop besluttet at skære markant ned på vintervedligeholdelsen på de offentlige veje, ligesom en række private fællesveje er undtaget for pligten til at rydde sne og udføre glatførebekæmpelse i byzone.
90 kilometer kommunale veje ud af 700 kilometer får ikke ryddet sne mere. Det er de såkaldte klasse 4-veje. Efter udvalgets behandling er der i dag 268 klasse 4-veje i kommunen mod 90 tidligere, og det er primært blinde veje.
Cirka 50 private fællesveje inden for byzone skal ikke længere rydde sne på kørebanen, men grundejerne skal dog stadig fjerne sne på fortorve.
En beslutning som skal spare kommunen for sammenlagt 770.000 kroner. De godt 300.000 kroner af besparelsen stammer fra nyt udstyr, som gør glatførebekæmpelsen mere effektiv.
Formanden for udvalget, Borgerlistens René Tuekær, er ikke begejstret for besparelsen på snerydningen.
- Men der er trods alt den åbning, eller ventil om man vil, at vi kan tage det op politisk igen, hvis vi får en hård vinter, siger han og ærgrer sig især over besparelsen set i lyset af, at Faxe Kommune jo er en pendler kommune, hvor folk i høj grad har brug for at kunne køre på arbejde.
