Nu åbner Favrholm Station: Fejres med snoreklip og æbleskiver

Den 12. december markeres åbningen af den nye togstation tre kilometer syd for Hillerød. Foto: Kim Rasmussen

Den 12. december markeres åbningen af den nye togstation tre kilometer syd for Hillerød. Foto: Kim Rasmussen

Nu bliver der snart mulighed for at parkere bilen syd for Hillerød - og snuppe toget ind til København.

For byggeriet af Hillerøds nye togstation Favrholm, som har været i gang siden april 2022, er nu afsluttet, og stationen er klar til at åbne.

Fra den 10. december stopper både S-tog og Lokaltog på stationen, hvor der er 450 nyetablerede parkeringspladser og overdækket cykelparkering.

Den officielle åbning finder sted tirsdag den 12. december, hvor Favrholm Station indvies med taler og snoreklip, står der i referatet fra et møde i Udvalget for trafik og regional udvikling i Region Hovedstaden den 23. november.

Det er transportminister Thomas Danielsen, regionsrådsformand Lars Gaardhøj, og Hillerøds borgmester Kirsten Jensen, der sammen klipper snoren til den nye station.

Bagefter kan man få æbleskiver og kaffe eller kakao, mens man får en rundvisning på den nye station eller går på opdagelse i Favrholm byudvikling, Museum Nordsjælland og Regionshospitalets udstillinger.

Banedanmark og Lokaltog har været bygherrer på Favrholm Station, som ligger tre kilometer syd for Hillerød. Stationen skal både være pendlerstation for beboerne i Hillerød, den kommende bydel Favrholm og omegn, ligesom stationen skal være til gavn for patienter og personale på det kommende Nyt Hospital Nordsjælland.

Ifølge Hillerød Kommune kan man spare to-tre minutters rejsetid, hvis man tager toget til København eller Hundested fra Favrholm Station i stedet for Hillerød Station. Hvis man skifter mellem S-tog og Lokaltog på Favrholm Station, vil man kunne spare 10 minutter, når man ikke længere skal helt ind til Hillerød Station. Man sparer også en zone på sin rejse.

Stier anlægges

Adgangen for cyklister og gående er endnu ikke plads, men stier i og omkring stationen er ved at blive anlagt.

Vejdirektoratet anlægger cykelstier langs Overdrevsvejen, som vil skabe adgang til Favrholm Station fra Københavnsvej og Funkevej-Frederiksborgvej via ramper. Ifølge Vejdirektoratets hjemmeside går arbejdet i gang til foråret, og stier kan så åbne i vinteren 2024.

Hillerød Kommune anlægger en sti mellem det nye hospital og Favrholm Station, som via hospitalsgrunden vil have stiforbindelser til bl.a. Frederiksborgcenteret og Jagtvej. Stationsstien forventes at åbne i 2025, oplyser kommunen.

Opgradering på vej

Banedanmark skal hen over de kommende år også opgradere Hillerød Station, så det bliver muligt at forlænge Lokalbanens nordlige linjer fra Helsingør, Gilleleje og Tisvildeleje fra Hillerød til den nye station Favrholm. Udover bedre omstigningsmuligheder til S-togsnettet vil opgraderingen give mulighed for direkte togforbindelser mellem Frederiksværkbanen og de nordlige lokalbaner. Opgraderingen af Hillerød Station forventes færdig i 2027.

Beboerne i Ny Hammersholt har lige godt en kilometer til stationen, men de skal ud på en tre kilometers omvej på cykel for at komme dertil - læs vores artikel om dette HER

Kl. 07.15-07.45: Uddeling af croissanter og kaffe til morgenpendlerne. Musik ved Helsingørs Jernbaneorkester

Kl. 07.45-10.00: Taler ved transportminister Thomas Danielsen, regionsrådsformand Lars Gaardhøj og borgmester Kirsten Jensen. Klip af julesnor lavet af elever fra Hanebjerg Skole i Hillerød. Musik ved Helsingør Jernbaneorkester. Guidet rundvisning på stationen, mulighed for at besøge Favrholm byudvikling, Museum Nordsjælland og Regionshospitalets udstillinger. Der serveres kaffe, varm kakao og æbleskiver

Det er Lokaltog, Movia, Region Hovedstaden, DSB, Hillerød Kommune og Banedanmark, der sammen står bag indvielsen.

Det har taget cirka halvandet år at bygge Favrholm Station, som udover selve stationen består af en stor parkeringsplads, elevatorer og cykelparkering.

På stationen kan passagererne nemt skifte mellem Frederiksværkbanen og S-togslinje A mellem Hillerød og København.

I dagtimerne kører der S-tog hvert 10. minut i begge retninger. Frederiksværkbanen stopper tre gange i timen.

Foto: Allan Nørregaard

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...