Storstilede planer for nyt domkirkecenter

Det Kongelige Palæ på Stændertorvet er nabo til Roskilde Domkirke og ses det oplagte valg til at huse et formidlingscenter om domkirkens betydning som verdensarv.

Det Kongelige Palæ på Stændertorvet er nabo til Roskilde Domkirke og ses det oplagte valg til at huse et formidlingscenter om domkirkens betydning som verdensarv.

Roskilde Domkirke fik i 1995 ord for, at den er kulturarv i verdensklasse, da den blev optaget på Unescos verdensarvsliste som umistelig kulturarv. Til gengæld har formidlingen af den fortælling ikke været i verdensklasse, men det skal et kommende center lave om på.

Idéen er langt fra ny. Allerede i 2010 var der planer om et underjordisk formidlingscenter på Domkirkepladsen, men det viste sig at være urealistisk, og heller ikke et forslag om at placere et center oppe under loftet på det tidligere Duebrødre Hospital fandt opbakning.

Men for to år siden kom Det Kongelige Palæ på Stændertorvet i spil. Det havde tidligere været nævnt som en mulighed, fordi det ikke alene er nabo til domkirken, men de to bygninger er også fysisk forbundet via Absalonsbuen, som dog normalt ikke er åben for publikum.

Når Palæet før i tiden var blevet fravalgt, skyldtes det, at det i forvejen blev benyttet af Roskilde Stift og Museet for Samtidskunst, mens Roskilde Kunstforening lejer sig ind og har sine udstillinger i Palæfløjen.

Rykket tættere på

Men da Museet for Samtidskunst flyttede ud for at blive et “museum uden mure”, åbnede der sig en mulighed, som Fonden til formidling af kulturarven Roskilde Domkirke ikke var sen til at gribe.

Fonden blev stiftet i 2013 af Roskilde Domsogns menighedsråd og har som en af sine opgaver at få etableret et verdensarvscenter for Roskilde Domkirke. Direktør for formidlingsfonden er Morten Thomsen Højsgaard, som også er direktør for museumsorganisationen Romu, mens projektleder Lene Bruun Jensen har tidligere erfaring med at få gjort Ragnarock - Museet for pop, rock og ungdomskultur til virkelighed i bydelen Musicon i Roskilde.

Siden da har formidlingsfonden været i dialog med Roskilde Stift og ejeren af Palæet, Slots- og Kulturstyrelsen, om mulighederne for at skabe et verdensarvscenter på stedet og er nu nået så langt, at der er blevet udarbejdet et prospekt.

- For et år siden havde vi en vision og en drøm. Nu har vi et prospekt til at bakke den op. Drømmen er kommet meget tættere på virkelighed, og det næste bliver at få skrevet fondsansøgninger, siger Morten Thomsen Højsgaard.

Indgang fra torvet

Samtalerne med Slot- og Kulturstyrelsen har gjort det klart, at verdensarvscenteret vil kunne råde over store dele af Det Kongelige Palæ. Undtagelsen er de lokaler, hvor Roskilde Stift har sin administration, Landemodesalen og bispeboligen.

- Men de har også 1000 års anciennitet, siger Morten Thomsen Højsgaard.

Alt andet kan bruges, inklusiv Palæhaven, hvor der er håb om, at der kan laves en åbning i muren på nordsiden mod domkirken, fordi der er fundet dokumentation på, at der tidligere har været et hul i muren.

Da der sidste år blev holdt borgermøde om verdensarvscenteret, blev der blandt andet udtrykt ønske om, at Palæet blev åbnet mere op, så det føles mere som en del af bymidten, end tilfældet er i dag.

Her er det planen, at portbygningen skal fungere som indgang med modtagerum, garderobe, toiletter, butiksmiljø og café. I prospektet henvises der til domkirken i Lund, som har lavet et besøgs- og modtagecenter i erkendelse af, at nutidens turister stiller andre krav end tidligere.

Den højre del af portbygningen skal bruges til skoleundervisning og børneaktviteter og kaldes i prospektet for Børnenes Arv. Det sker i erkendelse af, at Roskilde Domkirke i dag ikke har rammerne til den slags i det omfang, der er behov for.

Monumentet og Monarken

I Vestfløjen, også kendt som Palæfløjen, skal der være plads til udstillingen “Monumentet”, der skal formidle fortællingen om Roskilde Domkirkes historie og arkitektur, samt have plads til særudstillinger.

- Vi håber, at kunstforeningen kan blive i Palæfløjen, og at der er plads nok til alle, siger Morten Thomsen Højsgaard.

Der er også store planer for Husarstalden, der skal huse udstillingen “Monarken”, som skal fortælle om de konger og dronninger, der ligger begravet i domkirken.

Begge udstillinger vil gøre brug af lyd, billeder og scenografi, men også autentiske genstande, der er blevet gjort muligt takket være en samarbejdsaftale med Kongernes Samling.

- Det betyder, at alt fra Kongernes Samling i princippet kan lånes, men det vil dog stille krav til, at Husarstalden skal sikres, siger Morten Thomsen Højsgaard.

Endelig er der planer om at genskabe Stænderforsamlingerne, som Palæet dannede ramme om fra 1835 til 1848, og som spillede en vigtig rolle i skabelsen af Danmarks første grundlov.

Tanken er at lave et fællesrum på 1. sal til foredrag, møder, samlinger og events, men det vil kræve lydisolering i gulvet, så man ikke generer stiftets medarbejdere i stueetagen.

Roskilde Domkirke har i dag Domkirkemuseet, der fortæller om kirkens 1000 år lange historie, men det ligger på 1. sal i domkirken og er svært tilgængeligt for kørestolsbrugere og dårligt gående.

Formidlingsfonden planlægger at indrette et verdensarvscenter for Roskilde Domkirke i Det Kongelige Palæ på Stændertorvet

Det estimerede anlægsbudget er på 167 mio. kr. (eksl. moms)

Hvis fondsmidlerne kommer i hus, er ombygningen af Palæet sat til at gå i gang i 2025

Verdensarvscenter skal efter planen stå klar til åbning i november 2027

Det Gule Palæ, Roskilde Palæ eller Det Kongelige Palæ.

Kært barn har mange navne, men det rigtige navn til det palæet mellem Stændertorvet og Roskilde Domkirke er Det Kongelige Palæ.

Det er rigtigt nok gult, men museums- og fondsdirektør Morten Thomsen Højsgaard håber, at man kan komme væk fra kaldenavnet Det Gule Palæ.

Dels var det slet ikke gult, da det i 1733-1736 blev opført på bestilling af Christian VI. Det skaber også en del forvirring i visse kredse, da der også ligger Det Gule Palæ i Amaliegade.

Foto: Lars Ahn Pedersen
Foto: Lars Ahn Pedersen
Foto: Lars Ahn Pedersen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...