OK med nedsat blus på hospital

Helsingør: Forslåede værtshusgæster og ældre, skrantende borgere bør stadig kunne blive behandlet i Helsingør - også når et storhospital står klar om ti år i Hillerød, mener Helsingørs borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V)

- Jeg kan ikke forestille mig, at borgere i Helsingør, der er Danmarks 10. eller 11. største by, skal være helt uden mulighed for akut behandling. Der skal være mulighed for akut behandling lokalt, men samtidig er der et behov for at samle de specialiserede behandlinger på større hospitaler, siger Johannes Hecht-Nielsen, der godt kan forestille sig et Helsingør Hospital på lavere blus og eventuelt i samarbejde med de kommunale sundhedsfolk.

- Vi er en by med mange værtshuse, og der opstår slagsmål, samtidig skal der være mulighed for at behandle mindre skader opstået på byens arbejdspladser, og det skal være muligt for ældre, skrøbelige borgere, som har brug for en standardbehandling. Jeg kan godt forestille mig et sted, der er sygeplejerske-betjent, og hvor der indgår privatpraktiserende læger via lægevagten. Samtidig har kommunen jo allerede overtaget en række opgaver over for de ældre patienter, når de bliver udskrevet tidligt fra hospitalerne, så der samarbejder vi i forvejen, siger helsingør-borgmesteren.

Truslen om hospitalslukninger hænger i luften i Helsingør og Frederikssund. Inden 1. juni skal region Hovedstaden nemlig udarbejde en revideret hospitalsplan med færre matrikler end i dag. I Regionen har netop Helsingør-borgmesterens partifæller i Venstre været en af fortalerne for et ny Hillerød-hospital.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...