Hørsholm siger ja til Rudersdal

Hver anden borger i Hørsholm mener, at det er en god idé at lægge kommunen sammen med en nabokommune. Og blandt de, der går ind for en fusion, mener to ud af tre, at Hørsholm skal slås sammen med Rudersdal. Det viser en undersøgelse som Ugebladet i Hørsholm har foretaget, hvor 513 personer har deltaget.

I undersøgelsen er der et spinkelt flertal på 50,2 procent der mener, det er en god idé, at Hørsholm lægges sammen med en anden kommune, 43,4 procent svarer nej til kommunesammenlægning, mens 6,4 pct. siger 'ved ikke'.

Blandt de borgere, der går ind for en kommunesammenlægning er der tilgengæld ingen slinger i valsen. To tredjedele (65,5 procent) ønsker Rudersdal, mens 27,5 procent gerne ser et ægteskab med Fredensborg, mens kun 5 procent har Allerød som deres foretrukne kommunepartner.

Det er en markant ændring i forhold til resultatet af den vejledende folkeafstemning i 2004, hvor 57,6 pct. stemte 'ja' til at Hørsholm skulle fortsætte som selvstændig kommune.

Resultatet af borgeranalysen kommer ikke bag på borgmester Morten Slotved i Hørsholm. Han havde på forhånd ventet en fifty-fifty fordeling, men oplyser, at nu går man i gang med kommunens egen analyse af fordele og ulemper ved kommunesammenlægning.

"Med jeres undersøgelsesresultat ser jeg det som oplagt, at vi nøjes med at undersøge en Rudersdal-fusion eller Hørsholm alene," siger borgmester Morten Slotved.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...