På seks uger er mængden af affald til deponi faldet med over 60 procent

Kunderne på Skibstrup Genbrugsplads og Helsingør Genbrugsplads Cirklen blev i kampagneperioden mødt af ekstra skiltning og bannere ved deponicontainerne. Pressefoto

Kunderne på Skibstrup Genbrugsplads og Helsingør Genbrugsplads Cirklen blev i kampagneperioden mødt af ekstra skiltning og bannere ved deponicontainerne. Pressefoto

”Sortér mere, deponér mindre” var navnet på den kampagne, der fandt sted på Skibstrup Genbrugsplads og Helsingør Genbrugsplads Cirklen fra midten af september til og med oktober måned.

Kampagnen havde fokus på korrekt sortering af affald til deponi og skulle hjælpe privat- og erhvervskunder med at sortere mere, så mindre fejlsorteret affald ender i jorden på deponiet. Resultaterne fra kampagnen viser, at den har haft god effekt.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forsyning Helsingør.

I de seks uger som kampagnen varede, blev der tilsammen afleveret 15 tons affald i deponicontainerne på de to genbrugspladser i Helsingør Kommune. Det er markant mindre end de 46 tons, der blev afleveret i de seks uger før kampagnen startede, og dermed er mængden af affald til deponi fra de to genbrugspladser faldet med over 60 procent i kampagneperioden.

- Kampagnen er gået rigtig godt. Det kan vi både takke kunderne for, som har taget godt imod kampagnen og sorteret bedre, men også medarbejderne på genbrugspladserne som har været gode til at hjælpe og vejlede kunderne til korrekt sortering, siger bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør Jens Bertram i pressemeddelelsen.

Målet med kampagnen var at reducere mængden af fejlsorteret affald, der ender på deponianlægget på Skibstrup Affaldscenter. Dels for at sikre at deponianlægget holder den forventede levetid, som er estimeret til 2029, men også for at sikre at mere affald kan blive genanvendt til nye produkter eller brændt og brugt til energiudnyttelse.

Kampagnen var et samarbejde mellem Norfors og Forsyning Helsingør, da deponianlægget på Skibstrup Affaldscenter også modtager deponiaffald fra Norfors’ seks genbrugspladser i Fredensborg, Lynge, Humlebæk, Kokkedal, Birkerød og Nærum.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...