Genetablering af Asminderød Skole

Som en chokerende nyhed blev det på borgermødet d. 3. maj meddelt fra Fredensborg Kommunes borgmester Thomas Lykke, at der endnu engang skal kigges på genetablering af Asminderød Skole ifm. den forestående tilpasning af skolestrukturen i Fredensborg Kommune.

Og sikke en værre gang mudderkastning. Der kom en dårlig stemning skolerne imellem, og dette er hverken børn, lærere, personale eller forældre fra de 3 skoler tjent med. Og som politiker at sætte sig med ryggen mod borgerne - hvor er det dog ubehøvlet.

For os at se er der mange argumenter, der taler for en genetablering af Asminderød Skole, at man som politiker ikke bør være i tvivl.

Der bliver talt så meget om faldende børnetal og tilpasning af antallet af skoler til det faldende børnetal, men der er jo mange faktorer, der spiller ind. Senest er vi faldet over nedenstående undersøgelse fra Home, som for os siger 'alt'.

Læs undersøgelsen her:

http://www.home.dk/get/2280094.html

.

Undersøgelsen viser, hvor stor en rolle skolens placering har for en børnefamilie og deres valg af bolig. Det er da værd at tænke på, når man skal beslutte, om man skal genetablere Asminderød Skole. Desuden er det jo i denne del af Fredensborg, byudviklingen sker, så uden en 'lokal' skole, 'dør' vi, som en forælder så klogt sagde på borgermødet.

Vi føler os i den grad holdt for nar, og ingen forældre til børn på Asminderød Skole kan forstå, at I politikere ikke kan se fornuften og fremtidsperspektiverne i en genetablering af Asminderød Skole, ikke mindst når vi taler om fritids- og foreningslivet her i Fredensborg, som i den grad lider nød i disse år. Tag f.eks. vores ungdomsskole, som tidl. lå på Asminderød Skole. Den eksisterer ikke mere. De unge skal fragtes til Nivå for at tage i ungdomsskole om aftenen, og det ved vi jo godt ikke sker. I stedet hænger de ud om aftenen på stierne rundt omkring i Fredensborg eller racer rundt på deres knallerter.

Og ja - vi ved godt, at kommunen skal spare, og vi ved godt, at der er alternative men dog mindre attraktive muligheder i form af udbygning af Fredensborg og Endrup skoler, men pga. den stramme økonomi vil vi opleve, at det bliver en hovsaløsning, såfremt man vælger den model.

Vi har jo i en periode prøvet at bevæge os gennem Fredensborg morgen og eftermiddag for at aflevere og hente børn på Endrup Skolen, og det var vel at mærke 'kun' indskolingen. Til det kan vi kun sige total kaos. Forestil jer så, at resten af Asminderød skole skal fordeles på Fredensborg og Endrup Skoler. Endnu mere kaos. Og ikke nok med det - at skulle etablere hele indskolingen fra Fredensborg Skole i bunden af N.W. Gadesvej, hvor der også er børnehave - nej ved I nu hvad - det ville jo aldrig nogensinde komme til at fungere. I forvejen er vejen derned så smal, at to biler dårligt kan passere hinanden, og hvis vi så også skal have cyklister og gående - vel at mærke flere end der er nu. Det kommer aldrig til at gå. Og husk på at mange af eleverne dengang også blev kørt i busser til bl.a. Endrup Skole, så den trafik der var fra Asminderød til Endrup var jo kun en brøkdel af indskolingseleverne fra Asminderød Skole. Desuden kan vi jo se, hvor meget trafikkaos der er omkring Fredensborg Skole om morgenen.

Med al respekt for Fredensborg og Endrup Skoler, deres faglighed, deres lærere, elever og forældre, så bliver Fredensborg Kommunes politikere nødt til at bruge deres sunde fornuft og erkende, at genetableringen af Asminderød Skole på Vilhelmsro er den bedste og mest optimale løsning til gavn for både elever, lærere, forældre, byudviklingen især, fritids- og foreningslivet, de andre skoler i byen mm. En genetablering af Asminderød Skole på Vilhelmsro til 135 mio. kr. lyder umiddelbart af meget, men beløbet indeholder en skole i energiklasse 1, en 600 kvm. hal samt infrastruktur. Til de, der ikke har deres gang i bydelen Asminderød og i særdeleshed på Vilhelmsro, kan det oplyses, at der allerede er etableret stisystemer direkte til området, hvor skolen skal ligge.

Med henvisning til Homes undersøgelse (http://www.home.dk/get/2280094.html) kunne det jo også være, at vi fik vendt afvikling til udvikling, så børnetallet kom til at stige i stedet for. Men det er op til jer politikere - skal der ske en afvikling af bydelen Asminderød, eller skal der ske en udvikling.

Vi kan med sikkerhed garantere, at vælger man ikke at genetablere Asminderød Skole på Vilhelmsro, så kan vi lige så godt lukke og slukke for bydelen Asminderød for ingen børnefamilier udefra gider bosætte sig der.

Tag nu for en gangs skyld en fornuftig og langsigtet beslutning til gavn for os borgere og til gavn for forhåbentlig fremtidige borgere i Fredensborg.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...