Roskilde: En ny bank har set dagens lys i Roskilde, men folkene bag er spændte på at se, hvor lang tid der går, før kunderne finder ud af det.
Via fusionen med Forstædernes Bank er Nykredit nu for alvor klar til at prøve kræfter med bankverdenen og har samlet det hele under samme tag i det nye center på Københavnsvej, mellem Ro's Torv og Jysk.
- Det er et led i et større strategiskifte for Nykredit, som går fra at drive kreditvirksomhed til også at drive bankvirksomhed. Med Forstædernes Bank har Nykredit nu den fulde produktpasse og har med et trylleslag fået 80 landdækkende filialer, siger områdedirektør Rene Lund Sørensen, som skal tage sig af erhvervskunderne.
Det er da også erhvervslivet snarere end privatkunderne, som skal vænne sig til, at Nykredit nu også er en bank.
- Folk opfatter os stadig som et realkreditinstitut, så det bliver en kæmpe opgave at gøre dem opmærksom på ændringen, siger Rene Lund Sørensen, som selv kommer fra en stilling som vicedirektør i Forstædernes Bank.
