I foråret skete der noget, som Sara Simonsen stort set ikke havde prøvet før, i de over 20 år, hun har været på livsstilshøjskolen Ubberup tæt ved Kalundborg. Højskolen, der blev landskendt i TV-serien “Livet er fedt”, havde alle år kunnet melde alt optaget. Men nu var der pludselig ledige pladser. Først troede højskoleforstanderen, det handlede om krigen i Ukraine og stigende priser. Men snart gik det op for hende, at årsagen var en helt anden.
Slankemidlet Wegovy har taget danskerne med storm. Over 100.000 har i skrivende stund fået udskrevet præparatet, der produceres på Novo Nordisk fabrikker i Kalundborg - bare fem kilometer væk fra Højskolen.
- Jeg havde godt hørt om slankemidlet og hvor populært, det var. Men jeg tænkte: “Det her handler ikke om os”. Vores kursister kan jo tabe sig ved at motionere, omlægge deres kost og livsstil. Et slankemiddel er for dem, der er syge eller risiko for at blive det af overvægt. Men vi tog fejl. Det har jo vist sig, at hvem som helst bruger det, også vores kursister, siger Sara Simonsen.
Det begyndte allerede at knibe med kursister på vinterholdet, der begyndte i januar. Men da forårsholdet startede op i marts, manglede der pludselig 30-35 procent for at fylde holdet op.
Sara Simonsen måtte pludselig afskedige ansatte, der havde været skolen i årevis, ligesom skolen er blevet tvunget til at udvide sit livsstilskoncept for at tiltrække nye elever.
Hidtil har alle kursister gået på skolen for at ændre kost- og motions-vaner og livsstil - mange drømmer om at smide nogle kilo. Men nu starter skolen også studieforberedende linjer, inden for eksempelvis ernæring og sundhed.
Vægtmedicin er revolution
Ifølge Sara Simonsen er der en tid før og en tid efter slankemedicin som Wegovy.
Flere lignende præparater er allerede på markedet eller på vej. Den er et fænomen, der er kommet for at blive.
- Jeg kan godt forstå, at folk tager Wegovy. Det er jo helt vildt at tænke på, at man kan få kiloene til at rasle af, hvis man betaler nogle penge og bare behøver stikke sig en gang om ugen.
- Men jeg kan godt være bekymret for, at hele vores syn på vægt og vægttab bliver slået tilbage til start. Der, hvor alt handler om at være tynd eller ej i stedet for at se på hvorfor, man er blevet overvægtig, siger hun.
Vægten fyldte for meget
Da Ubberup Højskole startede op i 2000 og tv-serien “Livet er fedt” året efter rullede hen over skærmen med over 1 million seere klistret til skærmen hver uge, var fokus i høj grad på kost, motion og fokus på vægttab. Herunder ugentlige vejninger af mad og deltagere, der enten kunne juble triumferende, eller omvendt bøjede nakken og skamme sig, alt efter hvilket kilotal vægtens nål landede på.
Skolen har aldrig kørt offentlige vejninger som i tv-serien, understreger forstanderen. Men Sara Simonsen er i dag “lidt flov” over, hvor meget vægt og vejninger af mad og kursister tidligere har fyldt på skolen.
Skolen har gradvist skruet ned for vejningerne og deres betydning gennem årene. De ugentlige vejninger har dog været et fast tilbud til kursisterne helt frem til 2021, som de kunne bruge eller lade være.
I dag er vejningerne afløst af en større kropsanalyse en gang om måneden, hvor kursisterne godt nok bliver vejet, men blandt andet også får målt fedtprocenter, muskelmasse og mængden af farligt fedt omkring organerne.
- Da vi startede op, så fokuserede vi meget på kost og motion og vægttab. Men vi kunne også hurtigt se, at folk jo tog på igen, når de kom hjem. Derfor begyndte vi hurtigt at kigge på de bagvedliggende årsager til, at folk er overvægtige. Så vi kunne hjælpe kursisterne til at skabe nogle mere varige ændringer, siger Sara Simonsen.
Højskoleforstanderen kan godt være bekymret for, at vi midt i vores begejstring over slankemidler - hvad enten de hedder Wegovy eller noget andet - glemmer, at det ligesom mange slankekure kun virker, mens du er i gang.
- Igen: Jeg kan godt forstå, at folk tager wegovy. Det er bare ingen mirakelkur på ens vægtproblemer. Man kan godt have gavn af det, det kan jeg jo se på nogle af mine kursister. Men skal man opnå varig effekt, er man også nødt til at ændre livsstil. Ellers tager man jo på igen.
- Men lige så meget må vi jo spørge os selv, om tallet på vægten eller vores form i spejlet er det vigtigste. Det vigtigste set med vores øjne er, om du er sund, er glad og har det godt, snarere end om du er tynd eller ej, siger hun.

Har du en kommentar eller et nyt perspektiv til denne artikel, et konkret tip om en helt anden historie eller noget i din hverdag i vores kommune, som du undrer dig over?
Så vil jeg meget gerne høre fra dig.
Du kan kontakte mig på tomas.revsbech@sn.dk, Messenger eller Signal, eller kontakte redaktionen på sj@sn.dk.