Roskilde: Skal det være slut med et besøg hos Shell og Q8, når bilen er tørstig, så skal der en anden infrastruktur til.
Derfor har Roskilde Kommune og firmaet Better Place indgået en aftale om, at Better Place laver en analyse, som beskriver mulighederne for at få den infrastruktur, som elbilerne har behov for, på plads.
- Der skal være en mængde ladestandere, og der skal placeres nogle "stationer," hvor man kan få ombyttet sit batteri. Det er spørgsmål om placering af disse, som Better Place nu går ind og laver en analyse af, siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Torben Jørgensen (S).
Better Place er et internationalt firma, med en afdeling i Danmark. Virksomhedens mål er at reducere verdens afhængighed af olie ved at bygge et netværk af batteriskiftestationer og ladestandere til elbiler. Strømmen skal komme fra bæredygtige energikilder.
Torben Jørgensen understreger, at aftalen ikke på nogen måde forpligtiger Roskilde Kommune økonomisk, og den udelukker heller ikke, at andre firmaer kan indgå tilsvarende aftaler med Roskilde Kommune.