Svebølle satte sig selv gevaldigt under pres i lørdagens ude- og topkamp mod Avedøre i danmarksserien.
Efter bare otte minutters spilletid havde hjemmeholdet bragt sig foran med 2-0, og den tidlige chokstart satte tydelige spor hos Svebølle-spillerne. Gæsterne kunne slet ikke få - især i luftrummet - spillet til at fungere og måtte slukørede gå til pausen med stillingen 3-0 på måltavlen. Kampen endte 4-1 til Avedøre.
Der var kun spillet tre minutter, da bolden første gang lå bag Svebølle-keeper Steffen Falster. Avedøres Carsten Pedersen headede en frisparksaflevering i mål. Fem minutter senere stod Svebølle-forsvarerne igen på flade fødder, da Niklas Myhrmann headede et hjørnespark over målstregen.
Og selv om Svebølle nu var advaret, så faldt kampens tredje mål efter samme opskrift. Et Avedøre-frispark blev sendt ind i feltet, hvor Toke Svendsen kunne stige til vejrs og heade 3-0 føringen ind.
Træner brændte selv straffespark
Svebølle var til gengæld på tæerne fra anden halvlegs begyndelse og fik den største mulighed af alle. Men spillende træner Anders Nielsen misbrugte straffesparket, begået mod Morten »Mini« Larsen, og det gjorde det næsten kun endnu værre, at ligeledes indskiftede Kasper Frandsen kort efter fik reduceret til 3-1.
Men tættere på kom Svebølle ikke, og i slutfasen - efter at forsvareren Morten Sørensen havde fået rødt kort - scorede Avedøre til slutstillingen 4-1.
- Mentalt var vi ikke klar. De kom med så meget mere fysik og vi blev skubbet væk som om vi var små piger, konstaterede Anders Nielsen.
- Svebølle havde spillet søndag og onsdag, så vi satsede på at få så meget tempo ind i kampen som muligt for at udnytte, at de måske var trætte, forklarede Avedøre-træner Jan Christensen.