Først lukkede 7-Eleven , nu forsvinder også Shell-skilte og tanke i løbet af uge seks i 2024.
Men mens der ikke længere kan tankes op med en kop kaffe til turen på Gl. Ringstedvej i Holbæk, kan der fortsat tankes benzin. Tankstationen skifter til Uno-X ejet af Reitan Retail, som også ejer 7-eleven.
I alt 57 Shell-stationer bliver fra januar til maj 2024 til Uno-X, efter Reitan Retail opsagde en aftale med Shell fra 2007 med udløb sidst i 2023.
Formålet er ifølge en pressemeddelelse fra december 2022 at få samlet alle Reitans stationer under Uno-X-brandet.
- Deres placering (de 57 Shell-drevne stationer, red.) er et strategisk godt supplement til vores eksisterende netværk, så vi er stærkere repræsenteret i hele Danmark. Vi glæder os til at tilbyde dette rendyrkede koncept til vores fælles kunder fra 7-Eleven,” lød det i pressemeddelelsen fra daværende administrerende direktør i Uno-X Danmark A/S, Jørgen Lindemann.
I Holbæk bliver der så ikke tale om en synergi, da 7-Eleven er lukket på grund af manglende lønsomhed.
Shell har i en pressemeddelelse konstateret, at aftalen om at drive de 57 forpladser ikke er fornyet. Men kunder med et Shell Card Erhverv kan fortsat bruge det, også efter Shell er udskiftet med Uno-X.
Og der kan fortsat tankes Shell-benzin på Valdemar Sejrsvej og Kalundborgvej.