Inden ny overtagelse: Grønnely politianmeldt

Bygge- og udlejningsfirmaet Grønnely, hvis byggerier i Gilleleje og Esbønderup tidligere har trukket den ene skandaleoverskrift efter den anden, er blevet meldt til politiet af Gribskov Kommune.

Det oplyser direktør for Plan, Teknik og Kultur i Gribskov Kommune Niels Tørsløv. Ifølge Tørsløv har kommunen “politianmeldt selskabet for enkelte forhold, der ikke er i overensstemmelse med bygningsreglementet”.

Hvilke forhold, der er tale om, ønsker direktøren ikke at uddybe, da kommunen ifølge en juridisk vurdering “kun kan give en begrænset aktindsigt i sager om strafferetlig forfølgning af juridiske personer”.

Men er det rigtigt forstået, at det først er her i december måned, I har foretaget anmeldelsen?

- Det er korrekt, at det er en nylig anmeldelse. Men anmeldelsen vedrører ældre forhold, der grundet tekniske og juridiske processer først har kunnet føre til en anmeldelse nu, svarer Niels Tørsløv.

Direktøren oplyser videre, at Gribskov Kommune ikke længere har udestående forhold i relation til selskabets ejendomme på Rostgårdsvej i Gilleleje og på Gydevej i Esbønderup.

Han oplyser også, at kommunen alt i alt har faktureret firmaet for omkring 700.000 kroner for sagsbehandling af de byggesager, selskabet hidtil har haft i kommunen.

Gribskov Kommunes gebyr for byggesagsbehandling er i 2023 på 826 kroner i timen. Det svarer til, at byggesagsbehandlingen har taget i omegnen af 850 timer; eller én fuldtidsansats arbejde i 23 uger.

Overtager Toftebo

I december 2022 skiftede selskabet bag Grønnely navn til det noget mere anonyme Fælles Holding 2001. I perioden før det havde brødreparret bag, Old Irish Pub-stifterne Peder og Kristian Blak, ligeledes været i fuld gang med at oprette nye selskaber, navngivet efter hver af virksomhedens ejendomme. Rostgårdsvej 2-5 ApS og Gydevej 17A-B ApS hedder de to selskaber, der ejer ejendommene i Gribskov Kommune.

Brødreparret har også selskabet Fælles Holding 2022, der blandt andet ejer selskabet Toftebovej 7A+B ApS. Det refererer til det tidligere plejecenter - og midlertidige botilbud for ukrainske flygtninge - Toftebo, som Grønnely købte af kommunen tilbage i 2021 for seks millioner kroner. Her overdrages nøglerne 1. januar 2024.

Hvad gør kommunen for at sikre sig, at alt vil foregå efter bogen, når der skal bygges boliger på stedet?

“Vi er i Gribskov Kommune i tæt dialog med selskabet, men juridisk bliver sagen behandlet på tilsvarende måde som andre byggeansøgninger,” lyder det fra Niels Tørsløv.

Fortidens fejl

Foruden de mange akut farlige fejl og mangler, der er blevet afsløret i firmaets byggerier i Gribskov Kommune, har avisen blandt andet også kunnet dokumentere, at der end ikke var givet en byggetilladelse, da beboerne flyttede ind på Gydevej i Esbønderup 1. oktober 2021.

Gribskov Kommune udstedte først en byggetilladelse til Grønnely 6. oktober 2021. Små to uger efter dette, 18. oktober, udførte kommunen færdigsyn på ejendommen. En midlertidig ibrugtagningstilladelse blev udstedt dagen efter – dokumentation for energimærke manglede – og en endelig ibrugtagningstilladelse blev udstedt 5. november.

Vejle Amts Folkeblad har ligeledes - i august 2023 - skrevet, at Vejle Kommune for 2. gang havde politianmeldt Materiel Selskab ApS - et byggefirma ejet af Kristian Blak - for at arbejde på omdannelsen af et tidligere sygehus i Give til boliger uden at have byggetilladelsen i orden.

- Det er kommunikeret fra udvalget og hele byrådet, at det skal sikres, at de ikke kommer til at gøre den slags igen, lyder det fra Brian Lyck Jørgensen (DF), formand for udvalget for Klima, Teknik og Miljø i Gribskov Kommune.

Modvillige boliger

Det var ikke med politikernes gode vilje, da der i februar 2022 blev givet grønt lys for udarbejdelsen af lokalplanen for Grønnelys omdannelse af Toftebo til boliger.

- Umiddelbart kan vi ikke gøre noget, for vi har som kommune solgt ejendommen til Grønnely med den klausul, at man kan omdanne det til boliger. Hvis vi går ind og obstruerer på nogen måde, så er det magtmisbrug fra kommunens side. Men jeg vil anbefale, at vi orienterer Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, når vi sætter lokalplanen i gang, så de kan stå for at holde et skærpet opsyn med opførelsen, lød det dengang fra Bo Jul Nielsen (R), formand for Planudvalget.

Byggeplanerne på stedet blev dog udskudt. For i samme måned igangsatte Rusland deres invasion af Ukraine, og Gribskov Kommune udnyttede en klausul til at beholde Toftebo, der blev omdannet til midlertidige flygtningeboliger for fordrevne ukrainere.

Lokalplanen trådte endeligt i kraft i marts 2023, ukrainerne har forladt Toftebo og 1. januar 2024 overdrages bygningen. Lokalplanen giver mulighed for at omdanne det tidligere plejecenter til maksimalt 28 boliger med en gennemsnitsstørrelse omkring 100 kvadratmeter samt fællesarealer og legeplads. I første omgang var det ellers planen at bygge seniorboliger.

“Efter vi vandt buddet, undersøgte vi ejendommen og grunden nærmere, som har ledt til, at der ikke etableres nye rækkehuse på grunden, men udelukkende fokuseres på at renovere og udbedre den nuværende bygningsmasse. I stedet sikres diversiteten i beboersammensætningen ved at etablere lejligheder i forskellige lejemål, som både kan rumme familier og seniorer,” har tidligere Grønnely-direktør Peder Blak forklaret til avisen.

Avisen har udbedt sig en kommentar hos Kristian Blak, der i dag er direktør i brødreparrets byggevirksomheder. Han er ikke vendt tilbage.

På Ugeposten og Frederiksborg Amts Avis bestræber vi os altid på at lave historier, der betyder noget for dig.

Så har du en idé til en artikel eller et tip, så send en mail til redaktionen på gribskov@sn.dk eller ring til os på telefonnummer 8888 4309.

Du kan også kontakte vores journalister direkte på nedenstående mailadresser:

Mikkel Svinth Rødgaard, redaktør, mikkel.rodgaard@sn.dk

Ann-Sophie Meyer, journalist, ann-sophie.meyer@sn.dk

Nicklas Thorup Clausen, journalist, nicklas.clausen@sn.dk

Grønnely A/S var et bygge- og udlejningsfirma som tvillingebrødrene Kristian og Peder Blak stiftede.

Brødreparret er især kendt som stiftere af barkæden Old Irish Pub, der råder over 36 filialer fra Barcelona til Hillerød. Brødrene har i 2023 solgt en andel af kæden til en stor kapitalfond.

I dag er Grønnelys tidligere aktiviteter samlet i to holdingselskaber - Fælles Holding 2001 og Fælles Holding 2022 - og der er oprettet selskaber til hvert af firmaets byggerier. Desuden ejer de byggefirmaet Materiel Selskab, der i oktober 2023 ifølge cvr-registeret havde 67 ansatte.

Under Grønnely har brødrene også tidligere haft håndværkerfirmaet IP-Byggeri, der har udført arbejde på blandt andet Grønnelys byggeri Grønnely Parken på Rostgårdsvej i Gilleleje. Det firma er i dag gået konkurs.

Foruden firmaets ejendomme i Gribskov Kommune har Grønnely også været udsat for massiv kritik i forbindelse med byggerier i blandt andet Langeskov på Fyn, i Ulkebøl ved Sønderborg og Give Sygehus. Brødreparret ejer også Asminderød Kro i Fredensborg Kommune, som de købte for 11 millioner kroner i 2022.

Klik dig ind her på og deltag i debatten og få daglige, friske nyheder fra dit nærområde.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...