Den meget omtalte storm Pia passerede torsdag til fredag før jul landet og Lyngby-Taarbæk Kommune. Inde i land kunne Bredskab Øst berette om en fredelig passage.
- Det eneste vi var ude til var et væltet træ i Virum, ellers handlede det mest om den forhøjede vandstand ved kysten, fortæller beredskabschef Rasmus Storgaard.
Før stormen og den efterfølgende forventede forhøjede vandstand i havnen var der ikke ligefrem panik på kajkanten.
- Så længe det holder sig under halvanden meter, så er havnen bygget til at modstå vandet, sagde havnefoged Asger Reidar, der havde valgt at tro på prognoserne.
- Lige nu er havnen sikker nok, og det eneste jeg har tænkt mig at gøre, er at sikre kloakkerne og lukke toiletterne, sagde han, der fredag formiddag kunne konstatere, at han, og prognoserne, fik ret.
- Vandet er lige nu lige til kajkanten, men så regner jeg heller ikke med, at det stiger mere. Men længere inde mod København, i jollehavnen, Bombegrunden og stranden ved Bellevue er der nok oversvømmet.


