Kommunikationskonsulent hos Venstre Ditte Okman fratræder nu sin stilling efter de seneste dages historier om, hvordan hun har hængt forskellige personer ud på sin Facebook-profil.
Det oplyser Søs Marie Serup, som er leder af Venstres Center for Kommunikation og Politik, til TV 2 Nyhederne.
Ifølge Søs Marie Serup er det Ditte Okman selv, der har truffet beslutningen.
- Ditte har valgt at forlade sin stilling i Venstre for ikke at ligge partiet eller andre til last - og derfor har vi indgået en frivillig aftrædelsesaftale med Ditte, siger Søs Marie Serup.
På Facebook har Ditte Okman blandt andre langet kraftigt ud efter overborgmester i København Frank Jensen (S), der ifølge Okman "altid ser liderlig ud på den virkelig klamme måde."
Ligeledes har hun skrevet, at regionsformand for Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen, "ser fed, rig og svinsk ud.", og at hun selv kunne finde på at smaske TV 2-journalist Niels Brinch, som for nylig blev udsat for vold, "en på krydderen", hvis han ikke ville forlade hendes fest.
Offentlighedens fokus på Ditte Okmans skriverier på Facebook begyndte for nogle dage siden, da det kom frem, at hun på Facebook havde skrevet om en ansat på Christiansborg, at vedkommende "helt hæmningsløst hælder ud af sit triste lorteliv over enhver kunde".
Ritzau forsøgte søndag forgæves at få en kommentar fra Ditte Okman selv.
