Ringsted Festival kunne i dag afsløre det endelige program for årets festival. Med programmet kom også de sidste navne på plads.
Her skiller de to djs Morten Breum og Rune RK sig ud. Morten Breum er en af landets mest populære - hvis ikke den mest populære - dj i øjeblikket. Landet over kan han på egen hånd fylde dansegulvene på diskotekerne.
Det samme kan Rune RK, der også har haft stor succes som dj i udlandet - gennembruddet kom med storhittet Calabria, som hittede verden over.
Tramp åbner
En hurtig gennemgang af programmet afslører i øvrigt, at Mike Tramp åbner den store Anlægsscene torsdag. Han bliver efterfulgt Rasmus Seebach, der går på klokken 23.
Dagen efter spiller Medina lige før Thomas Helmig, så mon ikke der er lagt til en liveudgave af tos hit 100 dage.
Interessant bliver det også at, se om Alexander Brown, Morten Hampenberg og Yepha kan få publikum på festivalen til at skubbe til telttaget, når de spiller på den næststørste scene, Reaktoren, fredag nat.
Efter de tre herrer går Morten Breum på. Han er næsten garanteret succes. I hvert fald har en facebook-gruppe med 211 medlemmer krævet, at den danske dj optrådte på årets festival. Lørdag står i 80ermusikkens tegn, når først Rick Astley siden Sanne Salomonsen og til sidst Kool and the gang går på Anlægsscenen.
giese