Maskin-mekka for haveejere

SORØ: Trænger din græsplæne til at blive tromlet efter en vinter med hård frost og sne, eller er den fyldt med mos, som på en eller anden måde skal fjernes? Skal du have sat et hegn op rundt omkring nyttehaven, men orker du ikke at grave alle hullerne til pælene selv? Eller har du fældet en masse træer, hvor grenene skal klippes i stykker? Det er lige præcis de opgaver, Sorø Maskinudlejning kan hjælpe dig med - og det er ligegyldigt, om det er i en stor eller lille have.

- Vi vil gerne lytte til de privates behov, fordi det er også vigtigt for os at have dem som kunder, siger Malene Madsen, der sammen med sin mand Kim Madsen hver dag sidder klar til at svare på alle de forskellige spørgsmål, man måtte have, hvis man eksempelvis gerne vil leje en fræser til at gøre urtehaven forårsklar.

- Vi har tid til at tale med folk, når de kommer her, og hvis det er lidt større opgaver, så kører jeg også gerne ud og kigger på det, for at finde den rigtige maskine til opgaven, siger Kim Madsen.

Så man skal som haveejer eller gør-det-selv mand og kvinde ikke lade sig narre af bulldozeren i firmaets logo. Det er blot fordi, det var den første maskine parret købte tilbage i 1994, da de begyndte som selvstændige, så den betyder noget særligt.

Sorø Maskinudlejning udlejer da også stadig mest til erhvervskunder, men vil nu altså gerne ændre lidt på den profil. Virksomheden har været ramt, som mange, af finanskrisen, og har været nødt til at barbere maskinparken ned fra 150 maskiner sidste år til 50 i dag. For parret betyder lidt mindre stress, og det er egentlig ok.

- Det er sjovere rent menneskeligt ikke at have så travlt, siger Malene Madsen, der netop nu er i gang med at lægge sidste hånd på det nye katalog til private kunder.

Forårsklar nu

Det nye katalog byder blandt andet på flismaskine til at skære træer og buske i stykker, minigraver til at anlægge den nye terasse eller bede, tromle til at udjævne græsplænen, vertikalskærer til at befri græsplænen for mos og en fræser til at løsne jorden i køkkenhaven. Dette er blot eksempler på, hvad man kan finde i maskinparken på Metalvej i Sorø.

- Og så vil vi have flere trailere til forskellige typer af opgaver, siger Malene Madsen.

Eksempelvis trailere, hvor man kan tippe læsset af i stedet for at skulle skovle.

Kim og Malene Madsen håber nu, at flere og flere private finder ud af, hvor mange muligheder deres maskinpark har til haven og forskellige opgaver, der skal laves, hvis man er husejer. Og de tror på, at de har fundet en niche.

- Trælaster gør meget i maskiner til håndværkere, men de private har ikke så mange muligheder, siger de. meje

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...