Egedal: Værebro Golfklub i Stenløse er inde i en rivende udvikling, oplyser Niels Ishøj. Siden november har han været formand for klubben, der i søndags markerede Golfens Dag med en masse aktiviteter på banerne.
- Siden årsskiftet har vi fået over 50 nye medlemmer, fortæller Niels Ishøj, der regner med, at aktiviteterne på Golfens Dag, hvor 110 på forhånd havde tilmeldt sig et gratis prøvespil, vil få klubben op at runde de 675 medlemmer.
Der er dog endnu et stykke vej op til de cirka 1100 medlemmer en normal golfklub har.
- Vi har en målsætning om at ligge mellem 900 og 1100 medlemmer, så der er god plads endnu, konstaterer han.