Håndbold: Mens Nordsjælland Håndbold i går kørte den lange vej i bus til Holstebro, så tog sportschef Per Nielsen en afstikker og mødtes inden opgøret med Tvis Holstebros Hans Christian Lund for at klare nogle formaliteter. Den 26-årige allround-spiller satte inden opgøret sin signatur på en to-årig aftale med Nordsjælland Håndbold.
Dermed vender Hans Christian Lund tilbage til sin hjemegn efter tre sæsoner i det vestjyske. H.C: Lund trådte sine første håndboldsko i Kvik Humlebæk, inden han som senior rykkede til Elite 3000 Helsingør.
- Det er en lokal spiller, som vender hjem. Det er vi rigtig glade for. Det passer ind i vores koncept om, at Nordsjælland Håndbold skal spille med nordsjællandske spillere, siger sportschef Per Nielsen.
Også træner Henrik kronborg er begejstret ved udsigten til at få Hans Christian Lund tilbage til det nordsjællandske.
- Vi har haft en dialog med H.C. siden nytår, og begge parter har heldigvis været meget interesseret i at det skulle lykkes, siger Henrik Kronborg.
