Allerød: Programmet er stramt i øjeblikket for 18-årige Christoffer Hvidberg Rønje fra Høsterkøb. Ud over at passe sine forpligtelser i 2. g på Aurehøj Gymnasium, har han travlt med at øve på sin hovedrolle i Allerød Musikskoles Queen-musical "A Kind of Magic", som sættes op i begyndelsen af næste måned.
Det var egentlig heller ikke meningen, at Christoffer overhovedet ville have været med i musicalen. Han syntes ikke rigtig, han kunne overskue det i forhold til sine forpligtelser i gymnasiet. Men hans kusine fik ham på andre tanker.
- Min kusine, der har samme alder som mig, er med i stykket. Og det var hende, der fik mig overtalt til at tage til audition, fortæller Christoffer Hvidberg Rønje, der hovedsageligt blev tiltrukket af en medvirken i musicalen på grund af sin interesse for at synge.
Og når det kommer til sangen, så er det noget af en udfordring at kaste sig over en Queen-musical, mener den 18-årige hovedrolleindehaver.
- Jeg har altid syntes, at Queens sange var virkelig fede. Det er fed musik, som er svær at arbejde med. Og så gør det det jo også bare til en endnu større udfordring, at Freddie Mercury var en af de dygtigste sangere, der nogensinde har været. Han var noget ud over det sædvanlige, så det gør det svært. Men det er altid fedt at blive udfordret lidt, siger Christoffer Hvidberg Rønje.
