Fredag morgen stævnede den tidligere jægersoldat og medlem af siriuspatruljen Erik B. Jørgensen ud fra øen Hjelm og krydsede Kattegat i sin kajak på vej mod Odden.
- Jeg stod op klokken 04.45 fredag morgen. Det var stadig alt for mørkt på det tidspunkt, så jeg kunne først sejle ud omkring ved syv tiden. Jeg havde overnattet på øen Hjelm, og målet denne dag var at krydse Kattegat, og få Sjælland under fødderne for første gang på denne rejse, fortæller Erik B. Jørgensen.
Erik B. Jørgensen forsøger i disse dage at sejle Danmark rundt i sin kajak. Dels for at få en personlig oplevelse, dels for at vise at også i Danmark er det muligt at få ekstreme oplevelser.