Wajd Aldoudi fra Karlebo Bokseklub tog i weekenden til sit første danmarksmesterskab i boksning som underdog, men da stævnet var omme kunne han gå derfra som både stævnets bedste bokser og Danmarks bedste i sin vægt- og aldersklasse, let-weltervægt U17.
I semifinalen mødte Wajd Aldoudi Malik Ahlamodt fra Amager Boxing Club, der i tredje runde blev sendt til tælling, og dermed kunne Wajd Aldoudi gå videre til finalen.
Finalen vandt boksetalentet fra Nivå vandt på imponerende vis over storfavoritten Magnus Sørensen fra BK Wedela, der er regerende danmarksmester med tre gange så mange kampe i bagagen.
- Det føles rigtig godt at vinde mod de allerbedste i Danmark. Det var dygtige og hårde boksere, som virkelig kom for at vinde. Vi var alle godt forberedt, og derfor blev det også til to sjove kampe, hvor jeg fik lov til at udfolde mig, siger Wajd Aldoudi i en pressemeddelelse.
Træner Tue Trnka er stolt over resultatet:
- Han viser vejen for de andre gennem sine resultater, ydmyghed og kompromisløse tilgang til træning. Koblet sammen med hans omsorg for de yngre holdkammerater, er det svært at forestille sig en bedre rollemodel, siger han.