Kære Morten Dahlin: Tillykke med byerne - men glem nu ikke landdistrikterne

Af Susie Jessen, politisk ordfører og landdistriktsordfører hos Danmarksdemokraterne

“Jeg kigger på København, Aarhus, Odense. Jeg vil skabe bedre grønne åndehuller. Men jeg kan ikke løse det hele. Jeg har også brug for jer.”

Sådan startede Morten Dahlin, Danmarks minister for byerne, kirken, nordisk råd og landdistrikterne ud i et interview med Ritzau, da han torsdag tiltrådte sin nye post.

Han erstatter Louise Schack Elholm, der tidligere var minister for kirken, nordisk råd og landdistrikterne – og det er heri, detaljen ligger.

Morten Dahlin bliver også minister for byerne, og desværre var det København, Odense og Aarhus, der løb med opmærksomheden, da Dahlin for første gang havde muligheden for at fortælle om sine visioner som minister.

Jeg håber ikke, at den skæve start er et udtryk for det fokus, Dahlin kommer til at have som minister. For det vil helt ærligt være forfærdeligt med en landdistriktsminister, der primært fokuserer på storbyerne.

Vi er mange der bor på landet, der til daglig oplever de store udfordringer, der bør være højt på dagsordenen hos enhver siddende landdistriktsminister.

I sommer lukkede for eksempel tre skoler i Slagelse Kommune.

I Vordingborg er min egen datters børnehave i fare for at må dreje nøglen om, og overalt på Sjælland og Lolland-Falster hører man nærmest et lettelsens suk, hver gang en busrute overlever de årlige besparelser på den kollektive trafik.

Desværre hører man oftere om det modsatte.

Og så har jeg heller ikke nævnt de kæmpe store problemer, der er med, at politikerne på Christiansborg har travlt med at plastre landet til med solcelleanlæg og vindmølleparker uden at have sikret det nødvendige hensyn til lokalbefolkningen, der skal bo i den grønne omstilling.

Det er folk der bor på landet, der betaler prisen for den grønne omstilling, når huse falder i værdi og bliver usælgelige.

Klimapolitik skal ikke føres med hovedet under armen, men det er desværre det vi oplever i øjeblikket.

Som minister må man spørge sig selv, om det er den udvikling, man ønsker.

Det er i hvert fald ikke den udvikling, jeg ønsker.

Det er så afgørende for sammenhængskraften at der er er intensivt fokus på hvordan vi gør livet nemmere for folk bosat udenfor de store byer og hvordan vi gør det mere attraktivt for flere at bosætte sig udenfor de store byer.

Derfor har vi i Danmarksdemokraterne blandt andet foreslået at flytte 10.000 statslige arbejdspladser væk fra København, ligesom vi har foreslået at indføre et landdistriktsfilter på al fremtidig lovgivning, så det står klart, hvilke konsekvenser lovforslag har på landdistrikterne.

To gode forslag, der skal behandles i Folketinget i december, hvor jeg håber at Venstre og Morten Dahlin bakker op.

Vi har også foreslået at gennemføre udflytningen af velfærdsuddannelserne, som regeringen har skrottet.

Og så har vi foreslået at hæve bredbåndspuljen, styrke den kollektive trafik og bevare det særlige tilskud til gymnasierne i yderområderne, så man også fremover stadig kan få en ungdomsuddannelser i vores landdistrikter.

Alle tre ting har regeringen lagt op til at spare på.

Det går jo ikke.

Så Morten Dahlin: Stort tillykke med den nye ministerpost. Jeg ser frem til et forhåbentligt godt samarbejde, så vi kan styrke sammenhængskraften i Danmark og balancen mellem by og land.

Men glem nu ikke vores landdistrikter, som regeringen indtil videre har haft for vane.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...