Af Christian Kjær Monsson, forfatter, Ph.d.
Jyden han æ stærk å sej. Sådan er titlen på St. St. Blichers klassiske sang fra 1846, der romantiserer jyden og er en fast del af Højskolesangbogen. Men der er ikke nogen tilsvarende sang om Sjælland. Faktisk synes Sjælland, hvis vi ser bort fra København, at være fraværende både i Højskolesangbogen og mange af vores øvrige historiske fortællinger om Danmark. F.eks. kan man i biograferne for tiden se filmen Bastarden, der fortæller om opdyrkning af den jyske hede i anden halvdel af 1800-tallet. Men der findes ikke noget tilsvarende episk historisk drama om Sjællands historie eller de sydlige øer Lolland, Falster og Møns historie.
Det er både ærgerligt og besynderligt, at Sjælland og øernes historie ikke bliver fortalt oftere. For deres historie er på flere måder anderledes end resten af landets historie. Og den er så sandelig også fyldt med drama. Men det er frem for alt ærgerligt, fordi Sjælland og øernes historiske udvikling er en vigtig brik, hvis vi skal kunne forstå udviklingen i regionen i dag. Vi kan også i historien finde en sandsynlig forklaring på, hvorfor vi ikke på samme måde romantiserer den sjællandske bonde, som vi ellers gør med den jyske.
Men for at forklare, hvorfor Sjælland, Lolland, Falster og Møn fik en anden historie end Jylland og Fyn, skal vi dykke godt stykke ned i landbrugets organisering i middelalderen og den efterfølgende renæssanceperiode. Her var landbruget hovederhvervet for stort set hele befolkningen. Men der var stor forskel på, hvilke vilkår man havde, alt efter hvor man boede.
Der var engang en masse fæstebønder på Sjælland
I slutningen af middelalderen var 9 uf af 10 bønder blevet såkaldte fæstere. Fæstesystemet fungerede på den måde, at bønderne indgik en kontrakt med en lokal godsejer – et såkaldt fæstebrev. Fæstebonden opnåede som en del af aftalen brugsretten til en gård. Samtidig forpligtede godsejeren sig til at beskytte bonden og evt. forsørge familien i tilfælde af bondens død. Fæstebonden opnåede endvidere de skattefordele, som godsejeren havde, ved at indgå̊ i godsejerens ejendom.
Fæstebonden betalte som en del af aftalen indledningsvis en sum penge til godsejeren – et såkaldt stedmål. Desuden skulle bonden årligt betale en afgift – en såkaldt landgilde – til godsejeren enten i form af penge eller naturalier. Endelig skulle bonden yde et såkaldt ”hoveri”, der var ubetalt arbejde på godsejerens marker. Dette arbejde var dog til at begynde med relativt minimalt, da godserne ikke havde særligt store jordbesiddelser. Fæstesystemet var således under dets udbredelse til gavn for bade godsejeren og bønderne, hvorfor man bønder var villige til at indgå en aftale med godsejerne.
Vornedskabet
Fra midten af 1400-tallet opstod der dog mangel på arbejdskraft på Sjælland og øerne. Og herfra begynder vilkårene at ændre sig. På Lolland besluttede de adelige godsejere derfor de såkaldte ”Lollands Vilkår”, der bl.a. bestemte, at ingen mænd måtte blive selvstændige husmænd. I stedet skulle jordejere eller kongen stille jord til rådighed for bønderne. Formået var fra starten, at de store jordejere skulle have adgang til nok arbejdskraft. Den samme bestemmelse blev senere indført på Falster, Møn og Sjælland. Men bestemmelsen gjaldt ikke i resten af landet.
Bestemmelsen kaldtes ”Vornedskab”. Ordet Vornedskab henviste til den beskyttelse, som jordejerne skulle give bønderne. Men som Vornedskabet udviklede sig over tid, medførte det både i praksis og juridisk, at bønderne blev bundet til godsejernes jord og ikke måtte forlade denne. Forlod bønder alligevel landet, kunne de forfølges og bringes tilbage til jorden. Der fandtes i løbet af årene forskellige muligheder for at opnå̊ frihed fra vornedskabet, f.eks. via betaling, men i praksis var det få, som det lykkedes for.
Fæstebønderne blev således bundet til de vilkår, som jordejerne tilbød dem, og hverken fæstebønder eller deres karle havde mulighed for at søge andre steder hen. Dette muliggjorde således en ganske betydelig magtudøvelse fra adlen og godsejernes side over bønderne. Samtidig betød indførelsen af Vornedskabet i regionen, at bønderne fik betydeligt dårligere vilkår end bønder i resten af landet.
Hovedgårdsystemet
I de følgende århundreder udvikledes der endvidere to vidt forskellige systemer i Vest- og Østdanmark, der regulerede forholdet mellem fæstebønderne og adlen på herregårdene.
I Jylland og på Fyn fungerede herregårdssystemet typisk som såkaldte rentegods. På disse betalte fæstebønderne en årlig afgift til godset, hvilket var godsejerens primære indtægtskilde. Det havde den indbyggede fordel, at det var i godsejerens interesse, at fæstebønderne havde velfungerende bedrifter, således at bønderne kunne betale til tiden. Godserne i Vestdanmark havde ikke selv store jordbesiddelser, og derfor var behovet for hoveri også̊ begrænset. Fæstebønderne i Jylland og på Fyn fik derfor tid og ressourcer til at dyrke deres egne marker samt bygge og vedligeholde velfungerende gårde. Bønderne og godsejerne havde en interesse i at hjælpe hinanden.
Men ganske anderledes var det på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Her dominerede hovedgårdssystemet. I dette system havde godsejerne typisk større landbesiddelser, som godset drev via udbredt anvendelse af hoveri. Hverken juridisk eller i praksis var der nogen begrænsninger for, hvor meget godsejerne kunne udnytte fæstebøndernes arbejdskraft. Så det gjorde de i et meget højt omfang. Bønderne på øerne havde således ikke meget tid til at dyrke deres egne marker og vedligeholde deres gårde. Og på grund af vornedskabsreglerne i regionen kunne bønderne ikke bare flytte.
Konsekvenserne af hovedgårdssystemet på Sjælland og søerne har været ganske betydelige. Bønderne på øerne levede i vidt omfang i fattigdom, mens deres arbejdskraft blev udnyttet til fulde af godsejerne. Bøndernes gårde var dårligt byggede og forfaldne, mens godsejerne derimod kunne bygge prægtige herregårde.
Bønderne på øerne led endvidere af ringe social status. De blev anset for dovne og usle. Deres dovenskab skal dog utvetydigt ses i lyset af, at deres incitament til at yde en hårdtarbejdende indsats for godsejerne har været begrænset. De jyske bønder blev derimod anset som hårdtarbejdende og initiativrige. Og dette skal ses i lyset af, at incitamenter for jyderne til at udvise initiativ har været betydeligt større.
Vejen mod landboreformer
I 1702 bliver Vornedskabet ophævet. Men det kommer kun til at gælde for børn født efter 1699. Der skulle altså̊ gå lang tid, inden bønderne reelt var frie. Og lykken varede kort. For i stedet bliver Stavnsbåndet gradvist indført i de efterfølgende årtier. Stavnsbåndet er i dag et langt mere kendt begreb, men det havde langt hen ad vejen med de samme konsekvenser for bønderne som Vornedskabet. Men i modsætning til Vornedskabet gjaldt Stavnsbåndet i hele landet.
Med indførelsen af Stavnsbåndet bliver vilkårene således mere lige for Vest- og Østdanmark. Men der er fortsat store forskelle i herregårdssystemet. Det er først efter de mange landboreformer, der gradvis implementeres fra slutningen af 1700-tallet og et godt stykke ind i 1800-tallet at forskellene i landbrugets organisation udjævnes. Stavnsbåndet afskaffes, fæstebønderne bliver sat fri og får deres egne gårde. Indtil da har der altså været århundrederes hård undertrykkelse af de sjællandske bønder.
De historiske konsekvenser
Det er meget svært at vurdere, hvor står en betydning den historiske undertrykkelse af de østdanske bønder har haft for udviklingen i regionen. Mange generationer har efterfølgende sat deres præg på øerne. Og landbruget er i dag af langt mindre økonomisk betydning. Alligevel er det svært at forestille sig, at flere århundredes undertrykkelse ikke skulle have påvirket kulturen i regionen på en eller anden måde.
Det mest åbenlyse tegn er dog, at jyder og sjællændere fortsat opfattes meget forskelligt. Jyder romantiseres stadig som hårdarbejdende, iværksætterlystende og nede på jorden. Det gælder både i historieskrivningen, popkulturen og den politiske debat. Sjællænderne er derimod ofte fraværende eller fremstilles ligefrem som dovne og dumme.
På den måde har vores forestilling om jyder og sjællænderne tilsyneladende ikke grundlæggende ændret sig, selvom vores samfund i øvrigt er fundamentalt forandret. Men den historiske forklaring bunder altså i en trist og hård undertrykkelse af de sjællandske bønder. Lad os håbe, at der snart laves et stort nyt episk drama til biografen, der fortæller den glemte historie om de sjællandske bønder.
Uddrag af bogen ”Sjælland, Lolland, Falster og Møns – En fortælling om øerne fra istid til moderne tid”, af Christian Kjær Monsson, Skriveforlaget, 310 Sider