DSB's markedsføring af billige SMS-billetter er vildledende. Og Hillerød Posten tog det for gode varer og undlod selv at researche på oplysningerne, da de i den trykte udgave 23. marts gav DSB gratis reklameplads i form af en artikel på side 10.
Det lød ellers forjættende: Kun 20 kroner for at køre med S-tog i alle zoner efter klokken 19. Og det skulle være så nemt: Send en SMS med ordet "aften" til 1415. Men det var altså for godt til at være sandt. Så sent som tirsdag aften stod jeg på Hovedbanegården og hørte reklamen over højtaleranlægget: Køb en SMS-billet til 20 kroner. Der blev ikke nævnt noget om betingelser.
Nu har jeg forsøgt to gange, men får stadig samme besked: "Du kan ikke købe SMS-billet med dit nuværende abonnement eller teleselskab. Kontakt dit teleselskab for nærmere information".
På dsb.dk viser det sig så, at der "med småt" står, at SMS-billetter ikke kan købes, hvis du har abonnement hos en mindre udbyder eller taletidskort hos Telia. Så blev jeg jo så meget klogere, nemlig at min Ringo-tankselv-aftale med Telia åbenbart går under betegnelsen "taletidskort".
Men det ændrer overhovedet ikke ved, at DSB vildleder i sin markedsføring. Reklamen fremstår som en mulighed for ALLE. Men det er altså kun for de udvalgte. Og det bør ikke kun fremgå med småt.