Helsingør: 30 fladskærms-fjernsyn fortrinsvis af mærket Samsung og Philips blev udbyttet af et nøje tilrettelagt kup mod Kvickly Xtra i Prøvestenscentret natten til mandag.
Hverken butiksledelsen eller politiet er i tvivl om, at det er folk med insiderviden fra varehuset, der har begået kuppet. Tyvene har banet sig vej gennem lukkede kælderarealer, har gennembrudt mure og vægge og nedbrudt jernpladegulve med værktøj, inden de kom ind til afdelingen med fladskærms-tv.
Selve aktionen har taget minimum en time, for de 30 fladskærms-tv skulle også bæres op mod 200 meter for at blive lastet på varebiler.
Gerningsmændene har haft et særdeles godt kendskab til varehuset - selv dets alarmer. For selv om de blev aktiveret, så gik der ikke noget signal ud i varehuset. Og video-overvågningskameraet blev straks dækket til, så gerningsmændene kunne arbejde uforstyrret.
de stjålne fjernsynsapparater repræsenterer en værdi på et sekscifret beløb.
