Det er alkohol-sodavand de unge vil have

75 procent af de 13-18-årige i Holbæk Kommune drikker alkohol.

75 procent af de 13-18-årige i Holbæk Kommune drikker alkohol.

I Holbæk Kommune slukker mange unge tørsten i alkohol. Undersøgelsen »Hvad har de gang i - version 2.0« viser, at omkring 75 procent af de 13-18-årige drikker alkohol.

Den suverænt mest populære festdrik er alkohol-sodavand som Somersby og Bacardi Breezer, og det er både blandt drenge og piger.

Kan sagtens købe alkohol

Det kan den 15-årige holbækker Julie Buus Mohr kun nikke genkendende til.

- Jeg køber nok en seks stykker, fortæller 9. klasseseleven med henvisning til alkohol-sodavand som Somersby og Bacardi Breezer.

Herefter afslører Julie Buus Mohr, at hun aldrig har haft problemer med sine indkøb. Selv om hun ikke er gammel nok til at købe alkohol-sodavand - og selv om hun drak den første gang som 13-årig. De fleste i hendes omgangskreds har heller aldrig haft problemer.

- Det er ikke noget problem. Og jeg ved, at mange 13-årige sagtens kan købe dem. Jeg har selv set dem gøre det, tilføjer hun.

Superbest: Det er beklageligt

I Superbest på Mellemvang beklager butikschef Brian Johansen, at den 15-årige Julie Buus Mohr, og flere af hendes jævnaldrende venner, har haft let adgang til alkoholdrikkene i forretningen.

- Vi gør, hvad vi kan for at skilte med det, og vi gør i særdeleshed også, hvad vi kan for at informere vores ansatte omkring det. Og selvfølgelig kan der forekomme en svipser, og det er meget beklageligt at høre. Det kan jeg jo kun tage til efterretning, undskylder butikschefen.

Sundhedsstyrelsen ærgrer sig

Hos Sundhedsstyrelsen ærgrer alkoholkonsulent Kit Broholm sig over, at alkolhol-sodavand er blevet så populært blandt de unge.

- Vi synes, det er stærkt problematisk, at der er udviklet produkter, der gør det så let for børn at gå fra at drikke sodavand til at drikke alkohol, siger hun.

Der er meget, der skal prøves

Julie Buus Mohr mener, at tendensen med unge og druk er et problem. Og hun bliver overrasket, da hun hører, at omkring 75 procent af de 13-18-årige i kommunen drikker alkohol.

- Det er meget. Men det er i den alder, at man gerne vil prøve det meste af. Og som 15-årig er der mange ting, man skal have prøvet, før man kan følge med, forklarer den 15-årige pige.

Læs mere i Venstrebladet lørdag den 27. marts

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...