Tappernøje: Ernæring før, under og efter kræftbehandling.
Det er temaet, når kræftforeningen De Aktive er vært ved et foredrag tirsdag 16. marts klokken 19-21 i Kornmagasinet i Tappernøje.
Fordragsholder Anette Harbech Olesen er forfatter, ernæringsekspert og tidligere kræft-patient.
Hun har blandt andet skrevet bøgerne "Det er ikke lige Fedt" og "Sund Mad før, under og efter kræftbehandling".
Kemoterapi, strålebehandling og operation. Alle former for kræftbehandling har tunge bivirkninger.
De dræner kroppen og sjæl for ressourcer og energi.
Mange kræft-patienter har det elendigt under behandlingen.
De føler sig udmattede, immunforsvaret dykker og kvalmen kan få en hver tanke om mad til at forsvinde.
Derfor er det vigtigt at få den bedst mulige ernæring, som styrker alt det raske og tilfører kroppen de nødvendige ressourcer, så patienten kan komme igennem behandlingen med bedst mulige livskvalitet.
Mange gode råd
- Vi har søgt 'Snesere Sogns Spare- og Lånekasses Fond af 2001' om økonomisk støtte til foredraget. Det blev imødekommet, og derfor har vi fået mulighed for at invitere en virkelig kapacitet inden for området, siger Marianne Tersgov, Bækkeskov, formand for De Aktive.
Anette Harbech Olesen vil sætte fokus på praktiske tips og fif til nuværende og tidligere kræft-patienter, som er overkommelige i en hverdag med ændrede livsvilkår,
Anette Harbech Olesen vil blandt andet tale om, hvilken mad kræft-celler ikke kan lide.
Der er gode tips til sund mad, når appetitten er væk; når energien er lav; når det hele smager grimt - eller når kvalmen har taget overhånd.
Der bliver også talt om kost-tilskud, og givet råd om hvilke produkter, det kan betale sig at købe.
INFO: Alle er velkomne til kræftforeningen De Aktives foredrag tirsdag 16. marts i Kornmagasinet i Tappernøje. Tilmelding: Dagligt på 55 96 00 72 eller post deaktive.dk
