Af Christian Schacht Dagbladenes Bureau
Gal eller genial? Meningerne har altid været delte om Fiats banebrydende Multipla. Men nu får kritikerne - og dem har der været flest af - endelig ret: Fiat stopper nemlig produktionen i midten af april, erfarer avisen.
Da Fiat skabte Multipla, fik de ellers en genial idé.
Modsat konkurrenterne designede italienerne bilen indefra og ud.
Columbusægget i den bredskuldrede bil var tre siddepladser fordelt på to rækker.
Resultatet blev en bil, der på fire meter havde god plads til seks voksne, kørte næsten som en sportsvogn og brød med vanetænkningen om, hvordan en mpv skulle se ud.
Og hvad var takken? Publikum havde mere travlt med at grine og pege fingre end at skrive slutsedler på Multipla. Sideruder, der væltede udad, og en »delle« under forruden med indbyggede fjernlysprojektører var uspiselig kost for de fleste bilkøbere.
Begrænsede forventninger
Både de italienske skabere og den danske importør var da også noget usikre på, hvordan Multiplas liv ville forme sig, da den blev sat i verden i efteråret 1998. Så for en sikkerheds skyld sagde de, at den ville blive produceret i begrænset antal i en kort årrække og dermed færdig.
Først modtog pressen bilen med åbne arme - i Danmark blev den endda Årets Bil 2000.
Og med tiden begyndte kunderne også at melde sig om end i begrænset antal - i Danmark er omkring 1500 Multiplaer i omløb, og det er ikke ret mange for en Årets Bil.
Til sammenligning kører her 15 gange så mange Ford Focus, som blev Årets Bil året før.
Multipla løb da også ind i en grim øretæve, da en uafhængig crashtest afslørede, at bilens beskyttelse ved frontale kollisioner var under al kritik.
Den satte det stabile om end sparsomme salg lidt i stå for en tid. Men Fiat og Multipla gav ikke op så let.
I 2004 udførte italienerne nemlig en regulær ansigtstransplantation på Multipla og fjernede dermed den meget omtalte pølse, fedtdelle, overlæbe eller hvad folk nu kaldte den, under forruden.
Ansigtsløft hjalp ikke
Lige meget hjalp det, salget faldt snarere yderligere, og Multipla har levet et stille liv herhjemme de seneste år.
Sidste år blev der solgt 12 biler i alt - to varebiler og 10 personbiler, mens der er solgt tre styk i indeværende år.
Importøren ligger da heller ikke ligefrem inde med et stort lager:
Ifølge Fiat Danmark er der kun to Multipla tilbage herhjemme.
På brugtmarkedet finder de fleste den mere genial end gal, og den er fortsat attraktiv, selv om priserne er ganske høje.