Greve: 167 elever fra 8. og 9. klasser i Greve Kommunes folkeskoler har modtaget bevis på at have gennemført et grundlæggende, intensivt kursus i førstehjælp, som Greve Ungdomsskole har holdt over to uger i samarbejde med Greve Brandvæsen.
Hver dag i perioden mødte eleverne fra en af klasserne op i Greve UngdomsCenter for at blive undervist fra morgen til eftermiddag.
- Det var en flok entusiastiske og engagerede unge, der sammen med deres lærere virkelig gik til den for at lære førstehjælp, siger afdelingsleder Thomas Frithioff og fortsætter:
- De var seriøse og meget aktive under både teorien og de praktiske øvelser og fik virkelig lært noget. Det glæder mig oprigtigt, hvis kurserne kan være med til, at de unge yder en indsats ved eventuelle ulykker, indtil den professionelle hjælp kommer frem. Dette kan faktisk i mange situationer betyde en stor forskel - måske endda en forskel mellem liv og død.
Populære
Som underviser satte Arne Pedersen undervisningen i forhold til elevernes alder og inddrog blandt andet eksempler fra sit virke som redder i Greve Brandvæsen.
I forbindelse med kurserne, der indeholdt grundlæggende førstehjælp som livreddende førstehjælp og hjerte-lunge-redning, blev der også lejlighed til at gøre opmærksom på forskellen på, hvis uheldet er ude, at køre med eller uden cykel- eller knallerthjelm.I alt deltog 182 elever i kurserne.
Ungdomsskolen havde i første omgang planlagt, at de skulle holdes inden for en uge, men på grund af den store interesse blev det nødvendigt at udvide med flere kurser, der så foregik over to uger.
En del klasser har endda bedt om at blive skrevet på venteliste, hvis kurserne udbydes igen. De foreløbige tilbagemeldinger fra lærere har også været meget positive, og det har været en god sidegevinst, at mange af de unge har fået et yderligere indblik i, hvilke tilbud ungdomsskolen har, herunder aktivitetstilbuddene i Greve UngdomsCenter.
- Der er vist ikke meget tvivl om, at med den interesse og succes, der har været med kurserne, vil vi glæde os til at udbyde dem igen efter sommerferien, siger ungdomsskoleleder Niels Kaalund.
jøb