Håndbold: Nordsjælland Håndbold oplever klubbens største stund i øjeblikket med en aktuel sjetteplads i mændenes Håndboldliga og chance for deltagelse i Europa Cup inden for rækkevidde. Men succesmandskabet risikerer at blive spredt for alle vinde, når sæsonen er slut. Der er lagt op til massive lønnedgange for de spillere, hvis kontrakt udløber med udgangen af sæsonen.
- Som det ser ud nu, så spiller jeg desværre ikke i Nordsjælland Håndbold i næste sæson, siger anfører Kasper Klitgaard, der ellers gennem mere end 12 år har været fast inventar på venstrefløjen i Team Helsinge og siden Nordsjælland Håndbold.
Han er bare en af fem stamspillere, hvis kontrakter udløber til sommer. De andre er Michael Qvist, Mark Strandgaard, Gisli Kristjansson og Jerome Cazal. De er alle tilbudt forlængelse, men på betydeligt dårligere vilkår end de hidtil har haft.
- For mit vedkommende er der cirka tale om en halvering, siger Kasper Klitgaard og fortsætter:
- Jeg ved godt, at der er finanskrise og at det er svært for klubben at finde penge. Men det er hårdt, at det er os - hvis kontrakter der løber ud - som skal stå for besparelserne, siger Kasper Klitgaard.
Ved siden af håndboldjobbet er han i voksenlære som tømrer. Han er udlært til september, og den 30-årige venstrefløj har hustru og to helt små børn.
- Med det udspil, jeg har fået, så er jeg nødt til at arbejde næsten fuld tid som tømrer ved siden af håndbolden, og det kan ikke hænge sammen tidsmæssigt, med den mængde vi træner. Det er jo ikke sådan, at man går og skummer fløden, fordi man spiller håndbold. Det er et job som alle andre, og den løn jeg får i Nordsjælland Håndbold, går til at betale faste regninger, siger anføreren.
