Næstved // Den populære natklub og lounge KarenMaren.dk på hjørnet af Ramsherred og Nygade kommer på nye hænder fra 1. februar. Og der er seks hænder at fordele ejerskabet på.
De to hænder sidder på Michael Bøgeskov, der i forvejen er restauratør i Cheers i Ramsherred, og de øvrige sidder på ægteparret Louise og Christian Greve, der er restauratører på diskotek Prinsen i Vordingborg, som de overtog for syv år siden.
29-årige Michael Bøgeskov er lillebror til Louise Greve, og alle tre, der altid har boet i Næstved, har faktisk arbejdet sammen fra overtagelsen af diskoteket i Vordingborg.
Vi glæder os
- Vi ejer i dag alle tre steder i et fælles selskab, og vi glæder os til at komme i gang, fortæller Louise Greve, der fra starten blandt andet vil komme til at stå for ansættelse af omkring 30 medarbejdere til KarenMaren.dk.
Der er ansat en bestyrer på Prinsen i Vordingborg, så Christian Greve og Michael Bøgeskov kan koncentrere kræfterne om at drive de to steder i Næstveds bymidte.
- Karen Maren er faktisk den eneste natklub i Næstved, vi kunne tænke os at overtage, så det var heldigt, at vi fik henvendelsen fra de tidligere ejere, siger Louise Greve.
- I første omgang vil vi ikke ændre det store i Karen Maren. Vi vil måske åbne lidt tidligere på aftenen, men ellers fastholde konceptet med lounge og diskotek med professionelle DJ´s og et bredt udvalg af velkendte og nye typer drinks til vores gæster, fortæller Christian Greve, 35 år.
- Cheers og Karen Maren kan supplere hinanden. Det ene sted starter man måske en festlig aften, og senere går man på Karen Maren for at danse, siger Michael Bøgeskov.
- Vi håber, vi kan skabe en rigtig god stemning for kunderne, men også for vores personale. Alene på Karen Maren vil der være 40 ansatte.
Første dag man kan møde trekløveret på KarenMaren.dk er fredag 5. februar, hvor der er åbningsreception.