Sådan har det været i 25 år, og da denne begivenhed blev fejret med en reception i Asnæs Forsamlingshus, skortede det hverken på besøgende eller på rosende ord, for hans mangeårige virke.
Omkring 100 mennesker mødte op for at hylde driftslederen, og det var vel at mærke ikke kun folk fra nærområdet, men også repræsentanter fra vandværker viden om, hvor Max Christensen gennem årene har bistået med råd og dåd, og man var ikke ret langt henne i arrangementet, inden det opstillede gavebord viste sig at være for lille.
Vandværkets tidligere, mangeårige formand, Niels Kjeld Nielsen, havde mange gode ord at give Max Christensen med på vejen, og det havde den nuværende formand, Preben Senniksen, i høj grad også:
- Det må have været en fremsynet bestyrelse, der for 25 år siden fandt på at sætte Max på lønningslisten. Det gjorde man selvfølgelig, fordi man fandt, at her havde man en person med interesse for vand og styring af et vandværk, og når han så også var elektriker, har man sikkert ment, at nu havde bestyrelsen lavet en helgardering. Tiden og udviklingen viste, at det var godt tænkt, idet Max hele tiden var »fremme i skoene« omkring styring og sikring af vandværket og implementering af it-hjælpemidler, sagde Preben Senniksen, der ikke lagde skjul på, at han godt var klar over, at jobbet som driftsleder indimellem har været et døgnjob.
- Og resultatet er, at Asnæs Vandværk har placeret sig som et vandværk, man snakker om - og heldigvis positivt, sagde Preben Senniksen, der afsluttede sin tale med at udtrykke håb om, at Max Christensen må bevare interessen for vandværket i mange år endnu.
- Du har gjort et rigtigt godt stykke vandværksarbejde, som du kan være stolt af, og som brugerne, bestyrelsen og dine berøringsflader er glade for, sagde Preben Senniksen.
bek nordvest.dk