Det kneb med koncentrationen undervejs i søndagens hjemmekamp mod Brabrand, men da det kom til afslutningen forstod Lyngby Håndboldklubs damer at holde fast, så jyderne blev besejret med 23-19, hvilket betyder, at det talentfulde Lyngby-hold holder fast i toppen af 1. division.
Det kan holdet i nogen grad takke den tidligere landsholdsanfører, Mette Vestergaard Brandt, for. Hun har den rutine, der skal til, når det brænder på, og i kampen mod Brabrand blev hun også holdets topscorer med seks mål.
Mette Vestergaard havde egentlig stoppet karrieren og spillede mest for motion og sjov på Lyngbys hold, men fik lyst til at give en hånd med i den næstbedste række. Siden har Lyngby blot tabte en kamp.
Allerede onsdag går det løs igen på udebane mod Ydun, et brag af et lokalopgør om titlen som Storkøbenhavns bedste kvindehold, hvis man lige ser bort fra FCK.