I et par år har Mushtaq Mir, i Høng bedre kendt som Mir, været chauffør. Den 59-årige pakistaner lukkede Food House på hovedgaden på grund af sygdom, men han kan ikke holde sig fra restaurationsbranchen længere. Siden den 1. januar har han forpagtet grillbaren ved OK-tanken og stationen.
- Jeg savnede simpelthen de gamle kunder. Jeg kører godt nok 300 km om dagen som chauffør, men det er ikke det samme. Her kommer byens mennesker, siger han.
Kunderne vil komme til at se mest til hans kone Sobia bag disken. Hun bliver den primære kraft i grillen, og hun havde allerede noget at se til mandag formiddag med at forberede frokostpakker til firmakunder.
- Vi fortsætter menukortet, som det ser ud i dag, men vil udvide med flere sandwicher og noget à la carte.
Mushtaq Mir begyndte i restaurationsbranchen i 1992, hvor der var to fastfood-forretninger i Høng. Han ejede dem begge. Dagens Høng kan præsentere fem fastfoodbutikker, pizzeriaer eller sandwichbarer, og nu er Mir med i spillet igen.