Af Leif Hindsted, Direktør i Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning (PAKS)
Det forekommer mærkeligt, at Jes Søgaard kan mene, at en fjernelse af det regionale tilskud til høreapparatbehandling kan medføre en besparelse på 6.686 kr. pr. behandlet borger. En sådan besparelse kan kun blive virkelighed, såfremt der ikke findes et alternativ til privat, selvfinansieret behandling. Og det gør der som bekendt, idet det offentlige står for udleveringen af lidt mere end halvdelen af de godt 190.000 høreapparater, som borgerne årligt får på ørerne. Uden adgang til et offentligt tilskud vil flere borgere søge høreapparatbehandling på de offentlige sygehuse. Ventelisterne vil eksplodere, men det vil også give regionerne ekstra omkostninger til både høreapparater, hørebokse og flere hørespecialister, som der i forvejen er mangel på. Så for at sige det som det er: Sådan kan man ganske enkelt ikke regne, Jes Søgaard.
Presset sundhedsvæsen
Derimod har Jes Søgaard ret i, at regionerne er pressede både på økonomien og af manglen på personale. Derfor sparerøvelserne. Det er netop derfor, at regionerne, efter min opfattelse, bør lægge sig i selen for at komme af med opgaver, som snildt kan klares af private aktører. Der er behov for en langt mere effektiv arbejdsdeling mellem den offentlige og private del af sundhedssektoren.
Høreapparatområdet er oplagt fokusområde. Ca. 90% af alle høreapparatbehandlinger er ukomplicerede og burde derfor håndteres af en privat klinik. En sådan prioritering vil være fornuftig men også nødvendig. Det offentlige sygehusvæsen er allerede i knæ. Og i årene fremefter er der kun udsigt til endnu flere ældre og multisyge, som har behov for hospitalsbehandling. Derfor kan regionerne og Christiansborg-politikerne lige så godt, først som sidst, arbejde for en intelligent arbejdsdeling mellem sektorerne. Dette understøttet af en langt mere systematisk og hurtig ibrugtagning af ny teknologi. Eksempelvis en digitalisering af høreområdet, som af uransagelige årsager lader vente på sig.
Tilskud sikrer lige adgang til behandling
Hvis man overlader det til de private klinikker at forestå hovedparten af al høreapparatbehandling i Danmark, skal man naturligvis sikre lige adgang hertil. Det har man heldigvis allerede tænkt over politisk for mange år siden, da man indførte et regionalt tilskud til privat høreapparatbehandling. Tilskuddet kan, for borgere med en lav indkomst, være suppleret af et kommunalt helbredstillæg. Tilskudsmodellen garanterer, at alle, der har et høretab, som er ukompliceret at behandle, kan blive behandlet i en privat klinik, efter eget valg, uden ventetid og uden egenbetaling, hvis man ikke ønsker dette. Modellen sikrer dermed en vigtig social balance, som til og med administreres ganske ubureaukratisk i de fleste regioner.
Kvalitet er vigtigt
I artiklen fra d. 19. oktober efterlyser professor Søgaard også ”et marked, hvor der er konkurrence på udstyrssalg”. Jeg ved ikke om han er fejlciteret eller uvidende om forholdene i den private høreapparatbranche. Blot skal jeg konstatere, at konkurrencen er særdeles voldsom. Dette bl.a. fordi de private klinikker ikke kun konkurrerer indædt med hinanden men også med det offentlige, hvor borgerne som bekendt får høreapparaterne uden beregning.
I konkurrencen om kundernes gunst spiller mange forskellige parametre ind. Det er ikke kun et spørgsmål om ”udstyr”; altså de fysiske høreapparater. En god og relevant høreapparatbehandling handler i mindst lige så høj grad om alt det, som sker mellem, at man erhverver apparaterne og skal have nye. Om tilpasning, justeringer, vejledning og tid til service, når borgeren har behov for det. Det er heri den oplevede kvalitet for borgerne ligger. Kontakten med kendte ansigter i klinikken og den deraf følgende følelse af tryghed.
Netop tryghed i forbindelse med, at man får høreapparater, er vigtig for brugeroplevelsen. Jeg bemærker i den forbindelse, at den i artiklen omtalte ejer af 2Ø høreapparatbutik, Rasmus Planck, advokerer for en model, hvor borgeren får udleveret høreapparater uden at være set af en ørelæge. Derfor skal borgeren heller ikke vente på tilskudsbevillingen fra regionen. Bevillingen forudsætter, at man er set af en læge og klinikken myndighedsgodkendt.
Hertil må man blot anføre, at bevillingsprocessen i de fleste regioner er kort, mens ventetiden på at blive set af en læge ganske rigtigt kan være ganske lang. Efter min opfattelse giver det dog borgeren en ekstra tryghed at være set af en ørelæge, eller som i Sverige, en autoriseret audiolog, som verificerer at borgerens høretab er ukompliceret at behandle. Er dette ikke tilfældet, kan det være, at borgeren skal have en anden behandling end høreapparater. Det er en professionel tilgang til privat behandling af et høretab. Processen behøver desuden ikke tage nær så lang tid, som tilfældet er i dag, idet der er ført videnskabelig dokumentation for, at digital visitation af borgere med høretab mindst er lige så sikkert, som hvis man ses fysisk af en ørelæge. Til gengæld er den digitale visitation mange gange hurtigere og mere bekvem for borgeren, der kun behøver den private klinik som kontaktpunkt for at få en tryg høreapparatløsning. Med tilskud naturligvis, så privat behandling kan vedblive med at være et tilbud til alle borgere.