Kunde kritiserer Taxa Selandia i Køge

Køge: Kristina Rasmussen beskylder Taxa Selandia i Køge for at prioritere lange ture over korte ture. Hun skulle nå et tog fra Køge Station, og ville bestille en taxa de omtrent to kilometer fra Ellemarken til stationen. Men hun hævder at medarbejdere på taxacentralen ikke ville garantere at taxaen var der, så hun kunne nå toget, fordi det var en kort tur.

- Jeg ringer klokken 19.30 og vil bestille en taxa, der kan komme og hente mig, mine børn og min kæreste i Ellemarken i Køge klokken 19.55. Jeg siger til damen på taxacentralen, at det er vigtigt, at taxaen er der til tiden, fordi jeg skal nå et tog klokken 20.17. Men jeg får at vide, at når turen ikke er længere, så kan jeg ikke få en garanti for, at taxaen kan være der til tiden, fortæller Kristina Rasmussen, der ikke længere har lyst til at køre med Taxa Selandia i Køge.

Direktør for Taxa Selandia afviser kritikken. Han fastslår, at Taxa Selandia ikke prioriterer de lange ture.

- Jeg har lyttet til samtalen, der går på, at hun skal have fem personer og en barnevogn med og altså har brug for en stor vogn. Vores medarbejder gør opmærksom på, at vi ikke kan garantere, at der er en stor vogn lige til det tidspunkt. Så stiller kunden et lukket spørgsmål, hvor hun siger: Er det fordi I prioriterer de lange ture før de korte ture?, forklarer John Martinussen, der mener, at Kristina Rasmussen lægger ord i munden på taxacentral-medarbejderen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...