Ringsted Antenneforening skifter navn til Ringsted Net for at afspejle de nye muligheder og teknologier, de tilbyder.
Navneskiftet blev enstemmigt vedtaget på deres ekstraordinære generalforsamling, der fandt sted mandag 10. juni. Officielt sker navneskiftet mandag 1. juli.
Navnet "Antenneforening" stammer fra en tid, hvor TV-signaler primært blev modtaget gennem antenner. Teknologien har udviklet sig, og i dag leverer Ringsted Net både hybridfibernet og TV-signaler, hvorfor de mener, at "Ringsted Net" bedre afspejler den tidssvarende service, de tilbyder.
Som medlem af Ringsted Net betyder navneskiftet ingen ændringer i ens nuværende service eller eksisterende aftaler. Man vil fortsat modtage den samme kvalitet af internet- og TV-tjenester, da navneskiftet udelukkende er en ændring af deres brand.
Med det nye navn vil Ringsted Net fortsætte med at investere og udvide deres tjeneste, ligesom deres mål er, at man altid har adgang til de nyeste teknologier og den bedste forbindelse, står der i en pressemeddelelse.