De, der har oplevet Ayi Solomon på scenen, ved, at han er en af de mest formidable og fantasifulde percussionister, man kan forestille sig.
Og ikke nok med det. Han også synger og danser på sin helt egen måde. Hans mange talenter gør ham eftertragtet som musiker, og han spiller med i utallige konstellationer og sammenhænge – herunder det legendariske New Jungle Orchestra.
Ayi Solomon har en stærk spirituel og filosofisk indgang til musikken, noget han har taget med sig fra Ghana, hvor trommen er et instrument, der samler og forener folk, og selv er han en kulturel brobygger både mellem mennesker og natur.
- Når du danser til trommens lyd, forbinder du dig med naturen. Og desuden gør trommerytmerne mennesker glade, siger han.
Fire musikere fra fire lande
Det er også ham, der har samlet Ayi Solomon’s Quartet, der den 24. august indtager den udendørs scene på Tranehøjs festivalplads. Solomon har været vant til at spille i store sammenhænge, men har de seneste år udviklet et mindre live setup.
En af dem er guitarist og sanger Alain Apaloo, der blev født i Togo, og siden drog ud i verden og spillede sammen med Eric Clapton og andre internationale navne. Apaloo har blues i sit blod, men spiller med største selvfølgelighed også afrikanske stilarter, jazz, funk og rock med mere.
På basguitar og vokal kan man opleve Isildo Novela, der også kan et utal af genrer. Novela er født i en musikalsk familie i Mozambique, og som barn prøvede han sig frem på hjemmelavede instrumenter, indtil han for første gang oplevede en elbas. Så var han solgt. Også han har rejst verden rundt med musikken og spillet på mange store scener.
Kvartettens sidste mand er den fremragende saxofonist Anders Banke, født i Vendsyssel og fast medlem af en række kendte musikkonstellationer.
Ayi Solomon’s Quartet spiller lørdag den 24. august om aftenen, men den globale rejse begynder allerede om eftermiddagen med andre enestående kulturtilbud fra nær og fjern.
Arrangementet Verdenskultur i haven modtager støtte fra Liv i Kalundborg og Kalundborg Kommunes Koncertudvalg.